Morten hader mig

Om ”men”-mentalitet og mennesker.

”Men”-mennesket er åbent og afviser sjældent tanker, idéer, argumenter øjeblikkeligt. ”Men”-mennesket kan se sager både fra den ene og den anden side. ”Men”-mennesket tror på nuancer.

For et stykke tid siden havde jeg fornøjelsen af at være til paneldebat mellem Morten Messerschmidt (DF) og Rune Lund (EL). En oplevelse i sig selv. De diskuterede krisen omkring tegningerne af Muhammed i JP sidste år. De diskuterede ytringsfrihed og dialog. Mortens form for dialog er – gjorde han klart – at hver part har et standpunkt, som de nægter at rykke sig en tomme fra, og så skal de diskutere. OK, det kan have et mål i sig selv. Dog mener jeg, at dialog er mere end at råbe til hinanden fra hver sin grøft. Dialog handler nemlig også om at lytte. Ellers er det bare to mennesker, der fører hver deres monolog – tilfældigvis på samme tid. Lytte til den anden part og vedkommendes synspunkter. Det er fint, ja det er faktisk fedt, at være uenige - men det er ikke et argument mod at høre og prøve på at forstå andres holdninger, tværtimod.

Morten Messerschmidt hader ”men”-mentaliteten. Når folk siger ”jeg mener dét… Men, på den anden side..”. Og jeg kan godt se hans pointe… Men, alt er bare ikke altid så sort/hvidt.

Et ”men”-menneske. Det er en som mig. Jeg er utrolig meget ”men”-menneske. Ikke at jeg ikke kan have en fast holdning til et spørgsmål. Det kan bare godt lade sig gøre at have en klar overbevisning og samtidig kunne se det fra den anden side.

Men – jeg må nok bare finde mig i at blive lagt for had af en DF’er.

Bobler i maven

Det bliver umuligt at koncentrere sig om noget seriøst, man får lyst til at danse og synge og høre glad musik og fortælle verden om alle de gode ting, der er sket eller kommer til at ske, og om alle de herlige mennesker, der bor på jorden, og man skubber alle de triste tanker om lektier og huslige pligter i baggrunden et stykke tid bare for at nyde øjeblikket.

Forventningens glæde. Lige nu kan jeg slet ikke sidde stille på stolen, og det eneste, jeg har overskud til at lave, udover at se frem til april måned, er at skrive et lille blogindlæg om boblerne i maven. De forhindrer mig i at lave de afleveringer, jeg er bagud med, eller gå i gang med danskteksten til i morgen. Jeg kan ikke andet end at smile til skærmen – og fundere over det besynderlige i at have et behov for at dele den følelse med andre.

Det sidste år har bare været så fuld af gode oplevelser – og det næste halve år har virkelig potentiale til at blive det samme. Jeg glæder mig over fortiden, jeg glæder mig til fremtiden.

Og nu er det fanme snart påske!