Sunday, January 06, 2008

Det dårlige menneske

En af mine bedste venner og fritidsfilosof fortæller mig engang imellem med sørgmodig stemme, at han er et dårligt menneske. Det har jeg altid benægtet, for det er han vitterligt ikke. Der findes slet ikke dårlige mennesker. I rødvinstågerne nytårsaften stod det pludselig klart for mig, at det er han. Og det er jeg.

Et par begivenheder i går har nu også gjort mig bevidst om det først ret uhyggelige: det er vi i bund og grund alle sammen. Tankerne gav lejlighed til en længerevarende SMS-korrespondance, her i lettere omskrevet form:

Hvorfor er vi dårlige mennesker? Fordi vores idealer, dyder og værdier er formet efter en umenneskelig målestok, som vi umuligt kan leve op til. Hvorfor er de så det, om man må vedblive at spørge? Tjoe, måske har mennesket behov for uopnåelige idealer, så der er noget at stræbe efter.

Det er jo i virkeligheden, hvad der kendetegner hele menneskets udvikling. Stræben efter det umiddelbart uopnåelige. Grunden til, vi har udviklet os, er fordi, vi vil det, vi ikke kan.

For bare at nævne et enkelt, populært eksempel kan man se på Ellehammer og de andre tosser, der troede at mennesket kunne flyve, om end de med deres sunde fornuft da måtte kunne se, at vi ingen vinger er født med.

Det umulige for mennesket var at flyve, derfor var det netop det, vi allerhelst ville. Så vi lærte det. Interessant.

Stopper udviklingen så der?
Nix. Mennesket når aldrig alt, hvad det stræber efter. Så snart vi når til et punkt, stræber vi bare efter et punkt endnu højere. Den konstante stræben sikrer konstant udvikling.
Vi burde udgive en bog.


Der er altså et spring mellem, hvad vi har opnået nu, og hvad vi ønsker at opnå. I vores stræben konfronteres vi gang på gang med sandheden om, at vi også er naturen underlegen. Vi har ikke nået toppen af Babylonstårnet endnu og gør det heller aldrig, for mens vi når længere op og længere op, bliver vi samtidig ved med at bygge til.
Ja, vi burde i sandhed udgive en bog.


Lad os starte med et blogindlæg, tankerne er nok ikke helt så nye og store, som vi ellers med stor glæde gør dem til.