Wednesday, April 18, 2007

Som en cowboy

I dag er jeg cowboy! Hatten er bare skiftet ud med en varm hue og halstørklæde, de slidte wrangler-jeans med pyjamasbukserne og græsstrået i mundvigen med strepsils-tabletter. I stedet for en .44-40 Winchester og laso er jeg udstyret med zymelin næsespray og lommetørklæder, primcillin og panodiler som ammunition - og med en rom&cola uden rom i hånden er jeg klar til at indtage sofaen.

Hovedpinen skyldes ikke rodeoriding hele formiddag eller problemer med kvægflokken. Det er betændelsen, der har besat min bihule, der er at bebrejde. Cykelturen i de libanesiske bjerge var måske alligevel ikke så godt for forkølelsen - check
www.internationaltudvalg.dk for mere nyt om dén sag.

En afsindig smerte i panden, snot i hele hovedet og pencilinkur skal dog ikke afholde mig fra at holde fest! I morgen, torsdag, kommer Naser Khader (RV) og Jesper Langballe (DF) til Herning. Fra kl. 19 på Kulturellen skal de diskutere Danmarks rolle i den globale verden og vores ansvar for omverdenen. Bagefter er der kolde grønne og grillede pølser (på rigtig cowboymanér), skumfiduser og mariekiks til alle, der er med på at fejre forårets komme :-)
Det er jo kun torsdag én gang i ugen..

Friday, March 30, 2007

Morten hader mig

Om ”men”-mentalitet og mennesker.

”Men”-mennesket er åbent og afviser sjældent tanker, idéer, argumenter øjeblikkeligt. ”Men”-mennesket kan se sager både fra den ene og den anden side. ”Men”-mennesket tror på nuancer.

For et stykke tid siden havde jeg fornøjelsen af at være til paneldebat mellem Morten Messerschmidt (DF) og Rune Lund (EL). En oplevelse i sig selv. De diskuterede krisen omkring tegningerne af Muhammed i JP sidste år. De diskuterede ytringsfrihed og dialog. Mortens form for dialog er – gjorde han klart – at hver part har et standpunkt, som de nægter at rykke sig en tomme fra, og så skal de diskutere. OK, det kan have et mål i sig selv. Dog mener jeg, at dialog er mere end at råbe til hinanden fra hver sin grøft. Dialog handler nemlig også om at lytte. Ellers er det bare to mennesker, der fører hver deres monolog – tilfældigvis på samme tid. Lytte til den anden part og vedkommendes synspunkter. Det er fint, ja det er faktisk fedt, at være uenige - men det er ikke et argument mod at høre og prøve på at forstå andres holdninger, tværtimod.

Morten Messerschmidt hader ”men”-mentaliteten. Når folk siger ”jeg mener dét… Men, på den anden side..”. Og jeg kan godt se hans pointe… Men, alt er bare ikke altid så sort/hvidt.

Et ”men”-menneske. Det er en som mig. Jeg er utrolig meget ”men”-menneske. Ikke at jeg ikke kan have en fast holdning til et spørgsmål. Det kan bare godt lade sig gøre at have en klar overbevisning og samtidig kunne se det fra den anden side.

Men – jeg må nok bare finde mig i at blive lagt for had af en DF’er.

Thursday, March 29, 2007

Bobler i maven

Det bliver umuligt at koncentrere sig om noget seriøst, man får lyst til at danse og synge og høre glad musik og fortælle verden om alle de gode ting, der er sket eller kommer til at ske, og om alle de herlige mennesker, der bor på jorden, og man skubber alle de triste tanker om lektier og huslige pligter i baggrunden et stykke tid bare for at nyde øjeblikket.

Forventningens glæde. Lige nu kan jeg slet ikke sidde stille på stolen, og det eneste, jeg har overskud til at lave, udover at se frem til april måned, er at skrive et lille blogindlæg om boblerne i maven. De forhindrer mig i at lave de afleveringer, jeg er bagud med, eller gå i gang med danskteksten til i morgen. Jeg kan ikke andet end at smile til skærmen – og fundere over det besynderlige i at have et behov for at dele den følelse med andre.

Det sidste år har bare været så fuld af gode oplevelser – og det næste halve år har virkelig potentiale til at blive det samme. Jeg glæder mig over fortiden, jeg glæder mig til fremtiden.


Og nu er det fanme snart påske!

Friday, February 16, 2007

Min røv, mit valg

Under en for een gang skyld stille fredag aftens check-up på dagens nyheder faldt jeg over en artikel på Politiken, om hvordan tøjmærket Kabooki nu melder sig i kampen om retten til hængerøv jf. Hjerting Skoles forbud mod store bukser. Det, at skolen sætter retningslinier for de unges påklædning, ledte mine tanker tilbage på diskussionerne om små pigers bare maver, der verserede, da jeg selv gik i folkeskole - og i gemmerne fandt jeg følgende debatindlæg skrevet af undertegnede i april 2004.


Opfordring og nedringning
- Det er bare bare maver


I den seneste tid har der været en del indlæg i denne avis omkring unge piger og deres påklædning. Debatten har især været fokuseret på de korte, nedringede bluser sammen med de alt for små bukser, der gør, at man kan se et stykke bart maveskin.

Lige nu er diskussionen faldet lidt ned igen, da det lyder til, at mange er nået til enighed om, at pigerne burde tvinges til at bruge skoleuniformer i lighed med det engelske system.
Et af argumenterne for var, at piger i 12-13 års alderen ikke var deres seksualitet bevidste, og derfor ikke kun udsendte signaler til de jævnaldrende drenge, men at også en sygelig omverden af afsporede danske mænd og andengenerationsindvandrere opfattede disse, dog på en lidt anden måde end bevidst tiltænkt/tilstræbt.

Hele tankegangen i idéen med skoleuniformer er twisted, da man vælger at beskytte pigerne mod de store, farlige mænd ved at begrænse pigernes frihed. Det kan aldrig være en holdbar løsning.

Opfordrer man måske til indbrud, hvis ens B&O-TV med en 32 " skærm kan ses fra vinduet, og hvis dette er tilfældet, vil man så finde det som en formildende omstændighed for tyven?
"Thi kendes for ret; tyven slipper med to dagbøder af 100 kr. da parcellist Olsen ikke havde tildækket sit fjernsyn, og derved opfordrede hr. Klepto Man til at negle det".
Nej vel?

Eller hvad med:
"Idet Josef Sternkaster havde fletninger i bakkenbarterne og samtidig gik med sort hat, burde han havde forudset, at denne i Danmark så absurde beklædning ville vække så stærke følelser i V. Oldsmand, at denne sagesløst måtte skære ham 5 gange i halsen med en brødkniv".
Nej, heller ikke den.
Men småpiger, der viser et stykke bar mave, de er "skyldige" i at lokke hædersmænd på glatis ved på denne måde at pirre til deres uudlevede sexfantasier.
Den kurs vi i Danmark med den borgerlige regering ved magten har lagt, der hedder, at vi skal gøre alt for at spærre en masse kriminelle inde, sende alle flygtninge hjem og forhindre alle piger i at vise deres bare mave, er simpelthen helt katastrofal, og forveksler årsag og symptom. På den måde taber vi en masse mennesker på gulvet.

Det er ligesom at sprænge den irriterende bums midt på næsen før den er moden og derefter dække den med pudder og andet tingeltangel fra Matas for at få næsen til at se flot og ren ud, for derefter at vågne op næste morgen til en stor, rød tud, der umuligt kan skjules, med mindre man har tænkt sig at konvertere til Islam og gå med burka.

At bure folk inde, sende folk tilbage til et krigshærget land eller tvinge folk til at gå i bestemt tøj fjerner ligeledes heller ikke problemerne. Det får det kun til at se sådan ud på overfladen.

Hvis vi fortsætter denne tankegang med bare at holde ”alt ondt” midlertidigt nede og prøve at skjule og glemme det, vil problemerne komme tilbage senere hen, og de vil ikke bare være større og omfatte flere mennesker, men også være meget sværere at løse.

Piger såvel som drenge skal selvfølgelig have mulighed for gennem præpuberteten – i mere eller mindre bevidst grad – at opleve og udforske deres spirende seksualitet, uden at den bliver gjort til svinsk eller strafbar handling.


Til sidst en opfordring til de kære midaldrende og seksualforskrækkede mænd: Plej jeres forpinte ungdomsjalouxitet i enrum sammen med kataloget fra Dahls Varehus, og lad de unge finde ud af det selv.
Det kan kun gå fremad..

Wednesday, February 14, 2007

Røgsignaler


I Næstved i 1989 på Amtscentralen for undervisning kørte diskussionerne om forbud mod rygning arbejdspladsen i lige så højt gear, som de har gjort det i resten af landet de sidste par år. Det medførte oprettelsen af ”Rædselskabinettet”; et rygerum, hvor min mormor ufortrødent pulserede videre på de ildelugtende brændende pinde, mens hun - bitter over ledelsens beslutning over at smide halvdelen af de ansatte ind i det lille kosteskab og efter inspiration af Lise Nørgaards ”En rygers bekendelser” - skrev følgende digt, som blev hængt op på døren og efterfølgende bragt i Sydsjællands Pibelaugs blad i juni ’89:

Vi ryger – noget så forrygende!
Vi ryger – i totterne på hinanden!
Vi ryger – fredspiber, så vi bliver rygende gode venner!

Det ryger i luften, med alvorstung tale – om, hvor farligt vi lever!
- vi lader det ryge ind ad det ene øre og ud af det andet!

Vi ryger – på enden!
Vi ryger – på hinanden!
Vi ryger – herfra engang!

Vi ryger – superparadoksalt af miljømæssige årsager, om røg, direkte op i Vorherres blå himmel, og vore afsvedne sjæle vil vandre rundt i røgelse og myrra skær.

Vi vil da filosofere over
– hvordan vi i livet: spiste, drak, røg, græd, grinede, elskede, levede

--- og døde af det!

Af Grethe Nielsen


Et totalforbud mod rygning i det offentlige rum ser jeg som absolut nødvendigt, det kan kun komme for langsomt – og jeg er glad for regeringens skridt i den rigtige retning. Et lille forsvar fra den ældre generation skal der dog alligevel være plads til her på min blog – det er jo egentlig meget sødt og tankevækkende.

Tuesday, January 16, 2007

Nej tak til A- og B-samfund

Nu er det ikke kun de politiske ungdomsorganisationer og pressen, der leger bogstavlege.

En artikel i Politiken i dag
omhandler en ny forening; B-samfundet. Foreningen kæmper for en reel accept af B-mennesker og deres livsform gennem ændrede samfundsmæssige rammer, der i højere grad ”understøtter denne livsform”.

Umiddelbart lyder det jo som en meget sympatisk forening, og hvem falder ikke for udsagn om, at vi i højere grad skal indrette samfundet, således at det tilpasser sig flest muliges ønsker og behov?
Argumenter som, at vi med mere varierende mødetider på arbejdspladser og uddannelsessteder kan undgå infrastrukturelle problemer, finder selv en A’er som undertegnede ganske overbevisende, ligesom mere hensyntagen til mennesker, der er mest effektive senere på dagen, lyder indlysende ønskeligt.

Foreningen mistede desværre hurtigt nogle point, da jeg landede på deres hjemmeside
, hvor det flere steder fremgår, at de - som man kan mene, at navnet også indikerer - vil skabe et B-samfund. Hvad er så forskellen på dem og de, der er med til at bibeholde A-samfundet? Intolerance overfor og manglende accept af A-mennesker vil da i samme grad herske, som det gør det overfor B-mennesker den dag i dag.

Et fleksibelt samfund med plads til både A-, B- og C-mennesker, hvis sidstnævnte måtte eksistere, må da i højere grad være værd at efterstræbe – for alle parter. Lad os arbejde for et alfabetsamfund.

Thursday, January 11, 2007

Emil Aarestrup

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skildt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.



Det bliver simpelthen ikke smukkere!

Shanghai og jobs

Rejsedagbog fra Kina, part IV
Shanghai, d. 9. januar 2007

Saa´ det Shanghai. Ankomst i gaar, afgang i overmorgen. I dag har vi vaeret paa rundtur i den enorme by, som er en af de allerhurtigst voksende. For 16 aar siden var omraadet ren rismark – nu er her over 4000 hoejhuse. Her bor 17 mio. mennesker pt., 22 inkl. udlaendinge, paa et omraade 2,5 gange stoerre end Koebenhavn.
Igen er dette stop i kontrast til de to forrige. Selvom det er en storby som Beijing, er min oplevelse af dem vidt forskellige. Beijing er meget historisk og politisk – Shanghai er yngre og mere moderne og fashion-minded. Den voldsomme udvikling byen har oplevet i loebet af det sidste aarti er haandteret flot paa mange maader – dog doejer den specielt med ét problem, en naturlig foelge af et rent befolkningsboom; arbejdsloeshed.
Kineserne er kendt som meget arbejdsomme folk – og de vil virkelig ogsaa gerne arbejde. Derfor bliver der lavet jobs ud af ALT herovre; der er forskellige folk til at feje motorveje, soerge for at traeerne gror lige, og naar du gaar ind i en butik, staar der mindst 5 ekspedienter parat til at hjaelpe dig – hvilket de bestemt goer, ogsaa selvom du frabeder dig det.
I begge byer er der ioejnefaldende rent. Man ser hele tiden kinesere vaske trapper, sortere skrald og cykle vaek med affaldssaekke. Ikke just det mest udfordrende arbejde eller de bedste arbejdsforhold, men det er et job, og det er bedre end at pudse sko eller tigge i parken.
Naar nu mine blogskriverier pludselig omhandler renhed, boer jeg nok sluge en tidligere udtalelse i en kommentar, selvom jeg ikke er meget for det: der bliver stadig spyttet i Kina. I Beijing lagde jeg overhovedet ikke maerke til det, men baade i Sanya og Shanghai hoster og harker de, ligegyldigt hvor de er, og det er lidt svaert at vaenne sig til.

Nu er det – all of the sudden – blevet d. 10. januar. Den 10 ½ timers lange flyvetur fra Shanghai til Frankfurt er overstaaet, klokken er 19:24 lokal tid (mens mit indre ur siger 02:24), og vi venter paa maskinen, der skal fragte os til Kastrup. Foerst derefter gaar turen hjem til Herning. Apropos transport havde jeg den fornoejelse at proeve magnettoget i dag – super fedt at koere 431 km/t til Pudong Airport! Taenk hvis vores slidte skinner i Danmark blev udskiftet med magnetstriber.. Det vil jeg foreslaa
Flemming.

(Nu er jeg helt hjemme – og om 1½ time ringer mit vækkeur. Skole igen)

Friday, January 05, 2007

DTT go home

Rejsedagbog fra Kina, part III
Sanya, d. 5. januar 2007

DTT er min selvopfundne forkortelse for den typiske turist – kilden til evig irritation. Hainan-oeen er utrolig turistpraeget – hele sydkysten bestaar mere eller mindre kun af hoteller. Rigtig aergerligt men en naturlig konsekvens af dens klima og placering. Selvom jeg nu har vaeret snart 9 dage i Kina og set, hoert, smagt og gjort som DTT, saa siger det at rejse som DTT mig ikke specielt meget. Derfor var i gaar ogsaa sat af til eventyr paa egen haand. Her er som skrevet ikke noget saerligt at se, hvorfor dagen ikke kunne byde paa meget andet alternativ til at flade ud paa stranden end en rask gaatur.
I starten forloeb den saamaend ogsaa forholdsvist normalt, men saadan fortsaetter det aldrig, naar en tur er anfoert af min far. Da vi stod foran et stort aflukket omraade ud til stranden, hvor en soldat holdt vagt, og vi kunne skimte 3 store militaerskibe en 3-400 meter derfra, ville DTT vaere vendt om. Men nej – det var foerst her vores eventyr begyndte. Det sluttede efter ca. 5 timer med vandren gennem krat af kaktus og menneskelorte, bjergbestigning, kamp mod ondsindede groenne planter og glatte sten, fodboldspil med kokosnoedder, traven op og ned af snoede stier og til sidst; middagsmad bestaaende af en underlig fisk, som – foer vi pegede paa den – svoemmede rundt i et akvarium i en lokal restaurant, og som derefter blev smidt paa jorden foran os, samt 3 soepindsvin med aeggesnask. Absolut en kulinarisk oplevelse af de sjaeldne.

I dag gik turen saa til The End of the Earth – et sted med en stor sten, hvor kaerestefolk faar taget billeder og lover, at de vil elske hinanden til verdens ende. En dag, DTT ville have elsket, og hvor jeg har maattet tage mig sammen for ikke at rive haaret af hovedet.

Som om denne ”sevaerdighed” omringet af 200 fotograferende japanere og tilsvarende antal fastlands-kinesere ikke var nok, skulle min taalmodighed ogsaa saettes paa proeve i en minoritetslandsby aaben for turister. Det er den eneste landsby paa oeen, hvor turister er velkomne, eftersom lokalbefolkningen har en berettiget frygt for at minoriteterne uddoer, hvis han-kineserne foerst begynder at komme til i hobetal. 92 % af befolkningen i Kina er han-kinesere. Den tredjestoerste minoritet er de kinesiske muslimer. Da guiden Maja fortalte om, at minoriteterne er undtaget ét-barns-politikken, affoedte det et ganske forudsigeligt, mislykket forsoeg paa at vaere morsom fra dele af rejseselskabet, som bl.a. kom med kommentaren ”hvad med at vi indfoerte 0-barns-politik for muslimerne i Danmark”. Den blev heldigvis ignoreret af alle andre.

Dyremishandling er her ogsaa masser af! Inde i minoritetslandsbyen, som i virkeligheden viste sig at vaere et stort skuespil til glaede for DTT, fik jeg kvalme. Ikke pga. problemer med at fordoeje den lokale mad eller tilbagevendende koeresyge fra min barndom. Nej. Det skyldes blandt andet et stort bassin med fisk, hvor DTT koebe sig en haandfyld spyd og saa more sig med at kaste dem efter de allerede halvfordaervede fisk, der proevede paa at svoemme rundt dernede, samt de smaa aber i toej og laenker, som ”de lokale” fik til at kravle op paa turister, hvorefter de kunne forlange penge, hvis man tog et billede af dem.
Det er ikke fordi, jeg ikke udmaerket er klar over, at der sker langt, langt vaerre overgreb mod dyr andre steder i verden, at jeg ikke rigtig kan tillade mig at taenke paa dyrs rettigheder, naar dem, der i den situation ikke taenker paa dem, er mennesker, der ikke har noget andet valg, og at det i hoejere grad burde vaere hestetransporter og kaempe grisefarme i Danmark, der burde goere mig harm – det goer det ogsaa. Men tanken om, at der sker en masse ting, der er langt vaerre, goer ikke, at jeg faar det fint nok med at se paa det. Det goer mig stadig gal.

OK – dette indlaeg blev ret vredt. Jeg nyder stadig at vaere herovre, det meste af tiden er det afsindigt interessant. Begejstringen for Hainan er bare ved at aftage lidt – men jeg glaeder mig til at se, hvad Shanghai har at byde paa.

Monday, January 01, 2007

Short of nothing..

Rejsedagbog fra Kina, part II
Sanya, d. 1. januar 2007

Hainan-oeen, hvor vi landede i gaar efter 4 timer i et lokalt fly, staar i saa staerk kontrast til Beijing, at det er helt skoert. Vi kom fra en historisk interessant, snedaekket storby, som paa overfladen var overraskende ren men som kunne maerkes i halsen var moeg forurenet, til kinesernes foretrukne ferieparadis: en varm, solbeskinnet tropeoe med palmer og hvidt sand.

Den foerste formiddag i 2007 blev brugt paa komme over den surrealistiske situation, at jeg skulle befinde mig i en skov af hoteller omringet af blaat hav og smaa bjerge. Badeferie er normalt ikke min kop te, men efter at indlede dagen med en halvanden times ensom vandring ned af stranden, hvor boelgerne kyssede mine taeer, og solstraalerne farvede mine arme samme farve som min knaldroede t-shirt, med filosofi og toerst, noed jeg alligevel tanken om at lave absolut ingenting i flere dage i traek. Her er 27 grader, blaest, og en halv til en hel times koersel til naermest by – laekkert!


.. but respect

Det eneste minus paa min vej har vaeret, at man ikke kan undgaa at blive mindet om et kaempe samfundsproblem; prostitution og sex-turisme. Her er ikke thailandske tilstande men gamle, blegfede grise paa jagt efter en omgang lidt-mere-end-bare-massage, dem kan man ikke undgaa at spotte hist og her. Derudover havde en af dem, jeg rejser med, (X) foelgende samtale med en kineser (K) efter endt massage (i ordets oprindelige betydning):
K: Do you want sex too?
X: Eh, no
K: Okay. Do you know what sex is?
X: Eeeh, yes
K: And you don’t want?
X: No!

Det er simpelthen saa uhyggelige problemer, der bliver gjort grotesk lidt for at loese.
Jeg vil helst ikke taenke paa, hvor mange, der takker ja..

Mette i Maos land

Rejsedagbog fra Kina, part I
Beijing, d. 29. december 2006

Paa grund af nogle kabler, der er blevet cuttet i forbindelse med et jordskaelv naer Taiwan, har det ikke tidligere paa turen vaeret muligt for mig at komme paa andet end kinesiske hjemmesider. Nu har jeg endelig faaet muligheden, og den skal – udover at sende et par elektroniske hilsner hjem til Danmark – naturligvis benyttes til at poste et indlaeg her paa bloggen. Det vil hovedsagligt vaere mine indtryk og min undren, der vil komme til udtryk i dette og (hvis forbindelsen holder) foelgende indlaeg og ikke bare en masse fakta om Kina, som man selv kan finde paa Wikipedia.
Billeder har det desvaerre ikke vaeret muligt at oploade endnu, men jeg proever staedigt. Om ikke andet bliver de tilfoejet, naar jeg kommer hjem.

Jeg er i Kina paa ferie med min bror, papbror, far, fars kone og hele hendes familie – 15 personer i alt i 14 dage: 4 i Beijing, 6 dages badeferie, 4 dage i Shanghai – sponsoreret af min fars kones foraeldre. Afgang: 28/12/06, ankomst: 29/12/06, hjemkomst: 10/01/07.

Vi startede som skrevet i Beijing, den nordlige hovedstad. Faerden i trafikken var det emne, der foerst fangede mig. Busturene har indtil videre vaeret nogenlunde stille og rolige – men som fodgaenger skal man serioest se sig for! Man er klart den lavest rangerende i trafikhierarkiet. Naar der er roedt, maa bilerne gerne svinge til hoejre, og det goer de, om der loeber boern eller vakler gamle mennesker over gaden. Desuden er det ikke som i Danmark paabudt men forbudt at koere med lys paa cyklen – det forvirrer nemlig bilisterne. Fuldstaendig forrykt.

Det naeste, jeg laerte om kineserne, var, at de ikke har noget ord for ”skaal”. Skeptisk og med skuffet mine satte jeg mig tilbage i stolen, indtil Anja, den danske guide, fortalte, at man kunne bruge et andet ord, som lyder lidt ala gambaei. Det betyder ”bunden i vejret” – fedt folkefaerd! Deres oel er oevrigt billige og smager OK. Den lokale risbraendevin paa 56 % smager derimod ganske forfaerdeligt - men kan koebes overalt bl.a. i ganske almindelige vandflasker med haelde/drikke-tud til 3 Y (ca. 2,50 kr.). Maaden, man kan kende forskel paa braendevin og vand, er ved at kigge paa maerkaternes farver. Dem med blaat og groent paa er som regel vand (og koster kun 1,5 Y). De gule og roede er ofte spiritus.

Roed er i oevrigt glaedens farve, folkets og blodets farve. Lige apropos har min far (som skumlede lidt over guidens udlaegning af Maos betydning for Kina. Jeg skal ikke i denne forbindelse proeve paa at goere mig klog paa emnet, det er vel egentlig ofte umuligt at fortaelle en historie helt objektivt. The winners write the history) investeret i en kinesisk-engelsk udgave af den lille roede, som jeg regner med at kidnappe paa et tidspunkt. Vi var henne paa Den Himmelske Fredsplads i torsdags. Det var et taeske interessant og tankevaekkende besoeg.

Mao skulle naturligvis ogsaa besoeges. Man kan komme forholdsvist taet paa hans lig, der er balsameret med alt for mange liter af et eller andet underligt vaeske, som goer hans krop underligt oppustet. Bagefter gik turen til Den Forbudte By og sluttede af med en te-ceremoni.

Ét-barns-politikken hoerte vi om i dag paa vej til The Great Wall. Det er ikke forbudt at faa mere end et barn – det koster bare 50.000 Y at faa et ID-kort til barn nummer 2, mens det er gratis for det foerste. Desuden kan man risikere at faa en masse forskellige boeder oven i hatten samt inddragelse af jordlodder, fyring fra arbejdspladsen med mere. Til sammenligning koster en sprit ny bil i gennemsnit 30-40.000 Y. Personligt ville jeg nok vaelge at holde hund i stedet for. Det koster 2000 Y pr. aar. Den hoeje pris – og altsaa ikke at de spiser dem – er grunden til, at kun faa familier i Beijing har hund. Men i Kina spiser de saamaend hunde – bare kun i syd.
Jf. det kommunistiske Kina undrede informationen om, at hverken sygehusbesoeg eller skolegang er gratis, noget. Med en topskat paa 20 % har staten paa den anden side begraensede indtaegter.

Paa Aandernes Vej fik jeg en chance for at stille vores lokale guide, Judy, nogle spoergsmaal paa tomandshaand. Hvor meget hun ved om det politiske system er jeg lidt i tvivl om - det hun sagde loed mildest talt foruroligende: der er valg hvert 4. aar, du kan ikke blive til noget som helst indenfor politik, hvis du ikke er kommunist, og det kommunistiske parti sidder paa ca. 90 % af de 3000 pladser i ”the Hall” (som vi btw. ogsaa gik forbi). Jeg spurgte: ”hvad saa hvis et andet parti faar 50 % af stemmerne til naeste valg?”, og Judy svarede prompte – en smule forlegent, smilende og let skulderrystende – saa har de stadig 90 %”!
Maaske havde jeg ikke forventet meget andet, men at hoere det fra en smaagrinende local, det var skraemmende.

Nu vil jeg snart krybe til koejs. Klokken er ved at naerme sig midnat fredag d. 29. december, og i morgen foelger endnu en lang dag udenfor. Temperaturen er omkring de 5 minusgrader, saa her er vanvittigt koldt i forhold til det forventede. Naar man staar stille og lytter til guidens historier, giver det pludselig mening med vanddunke med risbraendevin i.

Lige kort om den Kinesiske Mur: det skulle vaere verdens stoerste bygningsvaerk (antageligvis afhaengigt af hvordan man maaler det). Vi kunne vaelge mellem dronningeruten eller motionsruten. Dronningeruten er det danske navn for en mindre tur paa muren, som dronning Margrethe gik i 1977. Som den aerkeroyalist jeg er (host host), valgte jeg den foerstnaevnte med flere flotte udsigtssteder paa vejen. Og nej – man kan ikke se muren fra maanen.