Nu er det ikke kun de politiske ungdomsorganisationer og pressen, der leger bogstavlege.
En artikel i Politiken i dag omhandler en ny forening; B-samfundet. Foreningen kæmper for en reel accept af B-mennesker og deres livsform gennem ændrede samfundsmæssige rammer, der i højere grad ”understøtter denne livsform”.
Umiddelbart lyder det jo som en meget sympatisk forening, og hvem falder ikke for udsagn om, at vi i højere grad skal indrette samfundet, således at det tilpasser sig flest muliges ønsker og behov?
Argumenter som, at vi med mere varierende mødetider på arbejdspladser og uddannelsessteder kan undgå infrastrukturelle problemer, finder selv en A’er som undertegnede ganske overbevisende, ligesom mere hensyntagen til mennesker, der er mest effektive senere på dagen, lyder indlysende ønskeligt.
Foreningen mistede desværre hurtigt nogle point, da jeg landede på deres hjemmeside, hvor det flere steder fremgår, at de - som man kan mene, at navnet også indikerer - vil skabe et B-samfund. Hvad er så forskellen på dem og de, der er med til at bibeholde A-samfundet? Intolerance overfor og manglende accept af A-mennesker vil da i samme grad herske, som det gør det overfor B-mennesker den dag i dag.
Et fleksibelt samfund med plads til både A-, B- og C-mennesker, hvis sidstnævnte måtte eksistere, må da i højere grad være værd at efterstræbe – for alle parter. Lad os arbejde for et alfabetsamfund.
Tuesday, January 16, 2007
Thursday, January 11, 2007
Emil Aarestrup
Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.
Om lidt, saa er vi skildt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.
Det bliver simpelthen ikke smukkere!
Shanghai og jobs
Rejsedagbog fra Kina, part IV
Shanghai, d. 9. januar 2007
Saa´ det Shanghai. Ankomst i gaar, afgang i overmorgen. I dag har vi vaeret paa rundtur i den enorme by, som er en af de allerhurtigst voksende. For 16 aar siden var omraadet ren rismark – nu er her over 4000 hoejhuse. Her bor 17 mio. mennesker pt., 22 inkl. udlaendinge, paa et omraade 2,5 gange stoerre end Koebenhavn.
Igen er dette stop i kontrast til de to forrige. Selvom det er en storby som Beijing, er min oplevelse af dem vidt forskellige. Beijing er meget historisk og politisk – Shanghai er yngre og mere moderne og fashion-minded. Den voldsomme udvikling byen har oplevet i loebet af det sidste aarti er haandteret flot paa mange maader – dog doejer den specielt med ét problem, en naturlig foelge af et rent befolkningsboom; arbejdsloeshed.
Kineserne er kendt som meget arbejdsomme folk – og de vil virkelig ogsaa gerne arbejde. Derfor bliver der lavet jobs ud af ALT herovre; der er forskellige folk til at feje motorveje, soerge for at traeerne gror lige, og naar du gaar ind i en butik, staar der mindst 5 ekspedienter parat til at hjaelpe dig – hvilket de bestemt goer, ogsaa selvom du frabeder dig det.
I begge byer er der ioejnefaldende rent. Man ser hele tiden kinesere vaske trapper, sortere skrald og cykle vaek med affaldssaekke. Ikke just det mest udfordrende arbejde eller de bedste arbejdsforhold, men det er et job, og det er bedre end at pudse sko eller tigge i parken.
Naar nu mine blogskriverier pludselig omhandler renhed, boer jeg nok sluge en tidligere udtalelse i en kommentar, selvom jeg ikke er meget for det: der bliver stadig spyttet i Kina. I Beijing lagde jeg overhovedet ikke maerke til det, men baade i Sanya og Shanghai hoster og harker de, ligegyldigt hvor de er, og det er lidt svaert at vaenne sig til.
Nu er det – all of the sudden – blevet d. 10. januar. Den 10 ½ timers lange flyvetur fra Shanghai til Frankfurt er overstaaet, klokken er 19:24 lokal tid (mens mit indre ur siger 02:24), og vi venter paa maskinen, der skal fragte os til Kastrup. Foerst derefter gaar turen hjem til Herning. Apropos transport havde jeg den fornoejelse at proeve magnettoget i dag – super fedt at koere 431 km/t til Pudong Airport! Taenk hvis vores slidte skinner i Danmark blev udskiftet med magnetstriber.. Det vil jeg foreslaa Flemming.
(Nu er jeg helt hjemme – og om 1½ time ringer mit vækkeur. Skole igen)
Shanghai, d. 9. januar 2007
Saa´ det Shanghai. Ankomst i gaar, afgang i overmorgen. I dag har vi vaeret paa rundtur i den enorme by, som er en af de allerhurtigst voksende. For 16 aar siden var omraadet ren rismark – nu er her over 4000 hoejhuse. Her bor 17 mio. mennesker pt., 22 inkl. udlaendinge, paa et omraade 2,5 gange stoerre end Koebenhavn.
Igen er dette stop i kontrast til de to forrige. Selvom det er en storby som Beijing, er min oplevelse af dem vidt forskellige. Beijing er meget historisk og politisk – Shanghai er yngre og mere moderne og fashion-minded. Den voldsomme udvikling byen har oplevet i loebet af det sidste aarti er haandteret flot paa mange maader – dog doejer den specielt med ét problem, en naturlig foelge af et rent befolkningsboom; arbejdsloeshed.
Kineserne er kendt som meget arbejdsomme folk – og de vil virkelig ogsaa gerne arbejde. Derfor bliver der lavet jobs ud af ALT herovre; der er forskellige folk til at feje motorveje, soerge for at traeerne gror lige, og naar du gaar ind i en butik, staar der mindst 5 ekspedienter parat til at hjaelpe dig – hvilket de bestemt goer, ogsaa selvom du frabeder dig det.
I begge byer er der ioejnefaldende rent. Man ser hele tiden kinesere vaske trapper, sortere skrald og cykle vaek med affaldssaekke. Ikke just det mest udfordrende arbejde eller de bedste arbejdsforhold, men det er et job, og det er bedre end at pudse sko eller tigge i parken.
Naar nu mine blogskriverier pludselig omhandler renhed, boer jeg nok sluge en tidligere udtalelse i en kommentar, selvom jeg ikke er meget for det: der bliver stadig spyttet i Kina. I Beijing lagde jeg overhovedet ikke maerke til det, men baade i Sanya og Shanghai hoster og harker de, ligegyldigt hvor de er, og det er lidt svaert at vaenne sig til.
Nu er det – all of the sudden – blevet d. 10. januar. Den 10 ½ timers lange flyvetur fra Shanghai til Frankfurt er overstaaet, klokken er 19:24 lokal tid (mens mit indre ur siger 02:24), og vi venter paa maskinen, der skal fragte os til Kastrup. Foerst derefter gaar turen hjem til Herning. Apropos transport havde jeg den fornoejelse at proeve magnettoget i dag – super fedt at koere 431 km/t til Pudong Airport! Taenk hvis vores slidte skinner i Danmark blev udskiftet med magnetstriber.. Det vil jeg foreslaa Flemming.
(Nu er jeg helt hjemme – og om 1½ time ringer mit vækkeur. Skole igen)
Friday, January 05, 2007
DTT go home
Rejsedagbog fra Kina, part III
Sanya, d. 5. januar 2007
DTT er min selvopfundne forkortelse for den typiske turist – kilden til evig irritation. Hainan-oeen er utrolig turistpraeget – hele sydkysten bestaar mere eller mindre kun af hoteller. Rigtig aergerligt men en naturlig konsekvens af dens klima og placering. Selvom jeg nu har vaeret snart 9 dage i Kina og set, hoert, smagt og gjort som DTT, saa siger det at rejse som DTT mig ikke specielt meget. Derfor var i gaar ogsaa sat af til eventyr paa egen haand. Her er som skrevet ikke noget saerligt at se, hvorfor dagen ikke kunne byde paa meget andet alternativ til at flade ud paa stranden end en rask gaatur.
I starten forloeb den saamaend ogsaa forholdsvist normalt, men saadan fortsaetter det aldrig, naar en tur er anfoert af min far. Da vi stod foran et stort aflukket omraade ud til stranden, hvor en soldat holdt vagt, og vi kunne skimte 3 store militaerskibe en 3-400 meter derfra, ville DTT vaere vendt om. Men nej – det var foerst her vores eventyr begyndte. Det sluttede efter ca. 5 timer med vandren gennem krat af kaktus og menneskelorte, bjergbestigning, kamp mod ondsindede groenne planter og glatte sten, fodboldspil med kokosnoedder, traven op og ned af snoede stier og til sidst; middagsmad bestaaende af en underlig fisk, som – foer vi pegede paa den – svoemmede rundt i et akvarium i en lokal restaurant, og som derefter blev smidt paa jorden foran os, samt 3 soepindsvin med aeggesnask. Absolut en kulinarisk oplevelse af de sjaeldne.
I dag gik turen saa til The End of the Earth – et sted med en stor sten, hvor kaerestefolk faar taget billeder og lover, at de vil elske hinanden til verdens ende. En dag, DTT ville have elsket, og hvor jeg har maattet tage mig sammen for ikke at rive haaret af hovedet.
Som om denne ”sevaerdighed” omringet af 200 fotograferende japanere og tilsvarende antal fastlands-kinesere ikke var nok, skulle min taalmodighed ogsaa saettes paa proeve i en minoritetslandsby aaben for turister. Det er den eneste landsby paa oeen, hvor turister er velkomne, eftersom lokalbefolkningen har en berettiget frygt for at minoriteterne uddoer, hvis han-kineserne foerst begynder at komme til i hobetal. 92 % af befolkningen i Kina er han-kinesere. Den tredjestoerste minoritet er de kinesiske muslimer. Da guiden Maja fortalte om, at minoriteterne er undtaget ét-barns-politikken, affoedte det et ganske forudsigeligt, mislykket forsoeg paa at vaere morsom fra dele af rejseselskabet, som bl.a. kom med kommentaren ”hvad med at vi indfoerte 0-barns-politik for muslimerne i Danmark”. Den blev heldigvis ignoreret af alle andre.
Dyremishandling er her ogsaa masser af! Inde i minoritetslandsbyen, som i virkeligheden viste sig at vaere et stort skuespil til glaede for DTT, fik jeg kvalme. Ikke pga. problemer med at fordoeje den lokale mad eller tilbagevendende koeresyge fra min barndom. Nej. Det skyldes blandt andet et stort bassin med fisk, hvor DTT koebe sig en haandfyld spyd og saa more sig med at kaste dem efter de allerede halvfordaervede fisk, der proevede paa at svoemme rundt dernede, samt de smaa aber i toej og laenker, som ”de lokale” fik til at kravle op paa turister, hvorefter de kunne forlange penge, hvis man tog et billede af dem.
Det er ikke fordi, jeg ikke udmaerket er klar over, at der sker langt, langt vaerre overgreb mod dyr andre steder i verden, at jeg ikke rigtig kan tillade mig at taenke paa dyrs rettigheder, naar dem, der i den situation ikke taenker paa dem, er mennesker, der ikke har noget andet valg, og at det i hoejere grad burde vaere hestetransporter og kaempe grisefarme i Danmark, der burde goere mig harm – det goer det ogsaa. Men tanken om, at der sker en masse ting, der er langt vaerre, goer ikke, at jeg faar det fint nok med at se paa det. Det goer mig stadig gal.
OK – dette indlaeg blev ret vredt. Jeg nyder stadig at vaere herovre, det meste af tiden er det afsindigt interessant. Begejstringen for Hainan er bare ved at aftage lidt – men jeg glaeder mig til at se, hvad Shanghai har at byde paa.
Sanya, d. 5. januar 2007
DTT er min selvopfundne forkortelse for den typiske turist – kilden til evig irritation. Hainan-oeen er utrolig turistpraeget – hele sydkysten bestaar mere eller mindre kun af hoteller. Rigtig aergerligt men en naturlig konsekvens af dens klima og placering. Selvom jeg nu har vaeret snart 9 dage i Kina og set, hoert, smagt og gjort som DTT, saa siger det at rejse som DTT mig ikke specielt meget. Derfor var i gaar ogsaa sat af til eventyr paa egen haand. Her er som skrevet ikke noget saerligt at se, hvorfor dagen ikke kunne byde paa meget andet alternativ til at flade ud paa stranden end en rask gaatur.
I starten forloeb den saamaend ogsaa forholdsvist normalt, men saadan fortsaetter det aldrig, naar en tur er anfoert af min far. Da vi stod foran et stort aflukket omraade ud til stranden, hvor en soldat holdt vagt, og vi kunne skimte 3 store militaerskibe en 3-400 meter derfra, ville DTT vaere vendt om. Men nej – det var foerst her vores eventyr begyndte. Det sluttede efter ca. 5 timer med vandren gennem krat af kaktus og menneskelorte, bjergbestigning, kamp mod ondsindede groenne planter og glatte sten, fodboldspil med kokosnoedder, traven op og ned af snoede stier og til sidst; middagsmad bestaaende af en underlig fisk, som – foer vi pegede paa den – svoemmede rundt i et akvarium i en lokal restaurant, og som derefter blev smidt paa jorden foran os, samt 3 soepindsvin med aeggesnask. Absolut en kulinarisk oplevelse af de sjaeldne.
I dag gik turen saa til The End of the Earth – et sted med en stor sten, hvor kaerestefolk faar taget billeder og lover, at de vil elske hinanden til verdens ende. En dag, DTT ville have elsket, og hvor jeg har maattet tage mig sammen for ikke at rive haaret af hovedet.
Som om denne ”sevaerdighed” omringet af 200 fotograferende japanere og tilsvarende antal fastlands-kinesere ikke var nok, skulle min taalmodighed ogsaa saettes paa proeve i en minoritetslandsby aaben for turister. Det er den eneste landsby paa oeen, hvor turister er velkomne, eftersom lokalbefolkningen har en berettiget frygt for at minoriteterne uddoer, hvis han-kineserne foerst begynder at komme til i hobetal. 92 % af befolkningen i Kina er han-kinesere. Den tredjestoerste minoritet er de kinesiske muslimer. Da guiden Maja fortalte om, at minoriteterne er undtaget ét-barns-politikken, affoedte det et ganske forudsigeligt, mislykket forsoeg paa at vaere morsom fra dele af rejseselskabet, som bl.a. kom med kommentaren ”hvad med at vi indfoerte 0-barns-politik for muslimerne i Danmark”. Den blev heldigvis ignoreret af alle andre.
Dyremishandling er her ogsaa masser af! Inde i minoritetslandsbyen, som i virkeligheden viste sig at vaere et stort skuespil til glaede for DTT, fik jeg kvalme. Ikke pga. problemer med at fordoeje den lokale mad eller tilbagevendende koeresyge fra min barndom. Nej. Det skyldes blandt andet et stort bassin med fisk, hvor DTT koebe sig en haandfyld spyd og saa more sig med at kaste dem efter de allerede halvfordaervede fisk, der proevede paa at svoemme rundt dernede, samt de smaa aber i toej og laenker, som ”de lokale” fik til at kravle op paa turister, hvorefter de kunne forlange penge, hvis man tog et billede af dem.
Det er ikke fordi, jeg ikke udmaerket er klar over, at der sker langt, langt vaerre overgreb mod dyr andre steder i verden, at jeg ikke rigtig kan tillade mig at taenke paa dyrs rettigheder, naar dem, der i den situation ikke taenker paa dem, er mennesker, der ikke har noget andet valg, og at det i hoejere grad burde vaere hestetransporter og kaempe grisefarme i Danmark, der burde goere mig harm – det goer det ogsaa. Men tanken om, at der sker en masse ting, der er langt vaerre, goer ikke, at jeg faar det fint nok med at se paa det. Det goer mig stadig gal.
OK – dette indlaeg blev ret vredt. Jeg nyder stadig at vaere herovre, det meste af tiden er det afsindigt interessant. Begejstringen for Hainan er bare ved at aftage lidt – men jeg glaeder mig til at se, hvad Shanghai har at byde paa.
Monday, January 01, 2007
Short of nothing..
Rejsedagbog fra Kina, part II
Sanya, d. 1. januar 2007
Hainan-oeen, hvor vi landede i gaar efter 4 timer i et lokalt fly, staar i saa staerk kontrast til Beijing, at det er helt skoert. Vi kom fra en historisk interessant, snedaekket storby, som paa overfladen var overraskende ren men som kunne maerkes i halsen var moeg forurenet, til kinesernes foretrukne ferieparadis: en varm, solbeskinnet tropeoe med palmer og hvidt sand.
Den foerste formiddag i 2007 blev brugt paa komme over den surrealistiske situation, at jeg skulle befinde mig i en skov af hoteller omringet af blaat hav og smaa bjerge. Badeferie er normalt ikke min kop te, men efter at indlede dagen med en halvanden times ensom vandring ned af stranden, hvor boelgerne kyssede mine taeer, og solstraalerne farvede mine arme samme farve som min knaldroede t-shirt, med filosofi og toerst, noed jeg alligevel tanken om at lave absolut ingenting i flere dage i traek. Her er 27 grader, blaest, og en halv til en hel times koersel til naermest by – laekkert!
.. but respect
Det eneste minus paa min vej har vaeret, at man ikke kan undgaa at blive mindet om et kaempe samfundsproblem; prostitution og sex-turisme. Her er ikke thailandske tilstande men gamle, blegfede grise paa jagt efter en omgang lidt-mere-end-bare-massage, dem kan man ikke undgaa at spotte hist og her. Derudover havde en af dem, jeg rejser med, (X) foelgende samtale med en kineser (K) efter endt massage (i ordets oprindelige betydning):
K: Do you want sex too?
X: Eh, no
K: Okay. Do you know what sex is?
X: Eeeh, yes
K: And you don’t want?
X: No!
Det er simpelthen saa uhyggelige problemer, der bliver gjort grotesk lidt for at loese.
Jeg vil helst ikke taenke paa, hvor mange, der takker ja..
Sanya, d. 1. januar 2007
Hainan-oeen, hvor vi landede i gaar efter 4 timer i et lokalt fly, staar i saa staerk kontrast til Beijing, at det er helt skoert. Vi kom fra en historisk interessant, snedaekket storby, som paa overfladen var overraskende ren men som kunne maerkes i halsen var moeg forurenet, til kinesernes foretrukne ferieparadis: en varm, solbeskinnet tropeoe med palmer og hvidt sand.
Den foerste formiddag i 2007 blev brugt paa komme over den surrealistiske situation, at jeg skulle befinde mig i en skov af hoteller omringet af blaat hav og smaa bjerge. Badeferie er normalt ikke min kop te, men efter at indlede dagen med en halvanden times ensom vandring ned af stranden, hvor boelgerne kyssede mine taeer, og solstraalerne farvede mine arme samme farve som min knaldroede t-shirt, med filosofi og toerst, noed jeg alligevel tanken om at lave absolut ingenting i flere dage i traek. Her er 27 grader, blaest, og en halv til en hel times koersel til naermest by – laekkert!
.. but respect
Det eneste minus paa min vej har vaeret, at man ikke kan undgaa at blive mindet om et kaempe samfundsproblem; prostitution og sex-turisme. Her er ikke thailandske tilstande men gamle, blegfede grise paa jagt efter en omgang lidt-mere-end-bare-massage, dem kan man ikke undgaa at spotte hist og her. Derudover havde en af dem, jeg rejser med, (X) foelgende samtale med en kineser (K) efter endt massage (i ordets oprindelige betydning):
K: Do you want sex too?
X: Eh, no
K: Okay. Do you know what sex is?
X: Eeeh, yes
K: And you don’t want?
X: No!
Det er simpelthen saa uhyggelige problemer, der bliver gjort grotesk lidt for at loese.
Jeg vil helst ikke taenke paa, hvor mange, der takker ja..
Mette i Maos land
Rejsedagbog fra Kina, part I
Beijing, d. 29. december 2006
Paa grund af nogle kabler, der er blevet cuttet i forbindelse med et jordskaelv naer Taiwan, har det ikke tidligere paa turen vaeret muligt for mig at komme paa andet end kinesiske hjemmesider. Nu har jeg endelig faaet muligheden, og den skal – udover at sende et par elektroniske hilsner hjem til Danmark – naturligvis benyttes til at poste et indlaeg her paa bloggen. Det vil hovedsagligt vaere mine indtryk og min undren, der vil komme til udtryk i dette og (hvis forbindelsen holder) foelgende indlaeg og ikke bare en masse fakta om Kina, som man selv kan finde paa Wikipedia.
Billeder har det desvaerre ikke vaeret muligt at oploade endnu, men jeg proever staedigt. Om ikke andet bliver de tilfoejet, naar jeg kommer hjem.
Jeg er i Kina paa ferie med min bror, papbror, far, fars kone og hele hendes familie – 15 personer i alt i 14 dage: 4 i Beijing, 6 dages badeferie, 4 dage i Shanghai – sponsoreret af min fars kones foraeldre. Afgang: 28/12/06, ankomst: 29/12/06, hjemkomst: 10/01/07.
Vi startede som skrevet i Beijing, den nordlige hovedstad. Faerden i trafikken var det emne, der foerst fangede mig. Busturene har indtil videre vaeret nogenlunde stille og rolige – men som fodgaenger skal man serioest se sig for! Man er klart den lavest rangerende i trafikhierarkiet. Naar der er roedt, maa bilerne gerne svinge til hoejre, og det goer de, om der loeber boern eller vakler gamle mennesker over gaden. Desuden er det ikke som i Danmark paabudt men forbudt at koere med lys paa cyklen – det forvirrer nemlig bilisterne. Fuldstaendig forrykt.
Det naeste, jeg laerte om kineserne, var, at de ikke har noget ord for ”skaal”. Skeptisk og med skuffet mine satte jeg mig tilbage i stolen, indtil Anja, den danske guide, fortalte, at man kunne bruge et andet ord, som lyder lidt ala gambaei. Det betyder ”bunden i vejret” – fedt folkefaerd! Deres oel er oevrigt billige og smager OK. Den lokale risbraendevin paa 56 % smager derimod ganske forfaerdeligt - men kan koebes overalt bl.a. i ganske almindelige vandflasker med haelde/drikke-tud til 3 Y (ca. 2,50 kr.). Maaden, man kan kende forskel paa braendevin og vand, er ved at kigge paa maerkaternes farver. Dem med blaat og groent paa er som regel vand (og koster kun 1,5 Y). De gule og roede er ofte spiritus.
Roed er i oevrigt glaedens farve, folkets og blodets farve. Lige apropos har min far (som skumlede lidt over guidens udlaegning af Maos betydning for Kina. Jeg skal ikke i denne forbindelse proeve paa at goere mig klog paa emnet, det er vel egentlig ofte umuligt at fortaelle en historie helt objektivt. The winners write the history) investeret i en kinesisk-engelsk udgave af den lille roede, som jeg regner med at kidnappe paa et tidspunkt. Vi var henne paa Den Himmelske Fredsplads i torsdags. Det var et taeske interessant og tankevaekkende besoeg.
Mao skulle naturligvis ogsaa besoeges. Man kan komme forholdsvist taet paa hans lig, der er balsameret med alt for mange liter af et eller andet underligt vaeske, som goer hans krop underligt oppustet. Bagefter gik turen til Den Forbudte By og sluttede af med en te-ceremoni.
Ét-barns-politikken hoerte vi om i dag paa vej til The Great Wall. Det er ikke forbudt at faa mere end et barn – det koster bare 50.000 Y at faa et ID-kort til barn nummer 2, mens det er gratis for det foerste. Desuden kan man risikere at faa en masse forskellige boeder oven i hatten samt inddragelse af jordlodder, fyring fra arbejdspladsen med mere. Til sammenligning koster en sprit ny bil i gennemsnit 30-40.000 Y. Personligt ville jeg nok vaelge at holde hund i stedet for. Det koster 2000 Y pr. aar. Den hoeje pris – og altsaa ikke at de spiser dem – er grunden til, at kun faa familier i Beijing har hund. Men i Kina spiser de saamaend hunde – bare kun i syd.
Jf. det kommunistiske Kina undrede informationen om, at hverken sygehusbesoeg eller skolegang er gratis, noget. Med en topskat paa 20 % har staten paa den anden side begraensede indtaegter.
Paa Aandernes Vej fik jeg en chance for at stille vores lokale guide, Judy, nogle spoergsmaal paa tomandshaand. Hvor meget hun ved om det politiske system er jeg lidt i tvivl om - det hun sagde loed mildest talt foruroligende: der er valg hvert 4. aar, du kan ikke blive til noget som helst indenfor politik, hvis du ikke er kommunist, og det kommunistiske parti sidder paa ca. 90 % af de 3000 pladser i ”the Hall” (som vi btw. ogsaa gik forbi). Jeg spurgte: ”hvad saa hvis et andet parti faar 50 % af stemmerne til naeste valg?”, og Judy svarede prompte – en smule forlegent, smilende og let skulderrystende – saa har de stadig 90 %”!
Maaske havde jeg ikke forventet meget andet, men at hoere det fra en smaagrinende local, det var skraemmende.
Nu vil jeg snart krybe til koejs. Klokken er ved at naerme sig midnat fredag d. 29. december, og i morgen foelger endnu en lang dag udenfor. Temperaturen er omkring de 5 minusgrader, saa her er vanvittigt koldt i forhold til det forventede. Naar man staar stille og lytter til guidens historier, giver det pludselig mening med vanddunke med risbraendevin i.
Lige kort om den Kinesiske Mur: det skulle vaere verdens stoerste bygningsvaerk (antageligvis afhaengigt af hvordan man maaler det). Vi kunne vaelge mellem dronningeruten eller motionsruten. Dronningeruten er det danske navn for en mindre tur paa muren, som dronning Margrethe gik i 1977. Som den aerkeroyalist jeg er (host host), valgte jeg den foerstnaevnte med flere flotte udsigtssteder paa vejen. Og nej – man kan ikke se muren fra maanen.
Beijing, d. 29. december 2006
Paa grund af nogle kabler, der er blevet cuttet i forbindelse med et jordskaelv naer Taiwan, har det ikke tidligere paa turen vaeret muligt for mig at komme paa andet end kinesiske hjemmesider. Nu har jeg endelig faaet muligheden, og den skal – udover at sende et par elektroniske hilsner hjem til Danmark – naturligvis benyttes til at poste et indlaeg her paa bloggen. Det vil hovedsagligt vaere mine indtryk og min undren, der vil komme til udtryk i dette og (hvis forbindelsen holder) foelgende indlaeg og ikke bare en masse fakta om Kina, som man selv kan finde paa Wikipedia.
Billeder har det desvaerre ikke vaeret muligt at oploade endnu, men jeg proever staedigt. Om ikke andet bliver de tilfoejet, naar jeg kommer hjem.
Jeg er i Kina paa ferie med min bror, papbror, far, fars kone og hele hendes familie – 15 personer i alt i 14 dage: 4 i Beijing, 6 dages badeferie, 4 dage i Shanghai – sponsoreret af min fars kones foraeldre. Afgang: 28/12/06, ankomst: 29/12/06, hjemkomst: 10/01/07.
Vi startede som skrevet i Beijing, den nordlige hovedstad. Faerden i trafikken var det emne, der foerst fangede mig. Busturene har indtil videre vaeret nogenlunde stille og rolige – men som fodgaenger skal man serioest se sig for! Man er klart den lavest rangerende i trafikhierarkiet. Naar der er roedt, maa bilerne gerne svinge til hoejre, og det goer de, om der loeber boern eller vakler gamle mennesker over gaden. Desuden er det ikke som i Danmark paabudt men forbudt at koere med lys paa cyklen – det forvirrer nemlig bilisterne. Fuldstaendig forrykt.
Det naeste, jeg laerte om kineserne, var, at de ikke har noget ord for ”skaal”. Skeptisk og med skuffet mine satte jeg mig tilbage i stolen, indtil Anja, den danske guide, fortalte, at man kunne bruge et andet ord, som lyder lidt ala gambaei. Det betyder ”bunden i vejret” – fedt folkefaerd! Deres oel er oevrigt billige og smager OK. Den lokale risbraendevin paa 56 % smager derimod ganske forfaerdeligt - men kan koebes overalt bl.a. i ganske almindelige vandflasker med haelde/drikke-tud til 3 Y (ca. 2,50 kr.). Maaden, man kan kende forskel paa braendevin og vand, er ved at kigge paa maerkaternes farver. Dem med blaat og groent paa er som regel vand (og koster kun 1,5 Y). De gule og roede er ofte spiritus.
Roed er i oevrigt glaedens farve, folkets og blodets farve. Lige apropos har min far (som skumlede lidt over guidens udlaegning af Maos betydning for Kina. Jeg skal ikke i denne forbindelse proeve paa at goere mig klog paa emnet, det er vel egentlig ofte umuligt at fortaelle en historie helt objektivt. The winners write the history) investeret i en kinesisk-engelsk udgave af den lille roede, som jeg regner med at kidnappe paa et tidspunkt. Vi var henne paa Den Himmelske Fredsplads i torsdags. Det var et taeske interessant og tankevaekkende besoeg.
Mao skulle naturligvis ogsaa besoeges. Man kan komme forholdsvist taet paa hans lig, der er balsameret med alt for mange liter af et eller andet underligt vaeske, som goer hans krop underligt oppustet. Bagefter gik turen til Den Forbudte By og sluttede af med en te-ceremoni.
Ét-barns-politikken hoerte vi om i dag paa vej til The Great Wall. Det er ikke forbudt at faa mere end et barn – det koster bare 50.000 Y at faa et ID-kort til barn nummer 2, mens det er gratis for det foerste. Desuden kan man risikere at faa en masse forskellige boeder oven i hatten samt inddragelse af jordlodder, fyring fra arbejdspladsen med mere. Til sammenligning koster en sprit ny bil i gennemsnit 30-40.000 Y. Personligt ville jeg nok vaelge at holde hund i stedet for. Det koster 2000 Y pr. aar. Den hoeje pris – og altsaa ikke at de spiser dem – er grunden til, at kun faa familier i Beijing har hund. Men i Kina spiser de saamaend hunde – bare kun i syd.
Jf. det kommunistiske Kina undrede informationen om, at hverken sygehusbesoeg eller skolegang er gratis, noget. Med en topskat paa 20 % har staten paa den anden side begraensede indtaegter.
Paa Aandernes Vej fik jeg en chance for at stille vores lokale guide, Judy, nogle spoergsmaal paa tomandshaand. Hvor meget hun ved om det politiske system er jeg lidt i tvivl om - det hun sagde loed mildest talt foruroligende: der er valg hvert 4. aar, du kan ikke blive til noget som helst indenfor politik, hvis du ikke er kommunist, og det kommunistiske parti sidder paa ca. 90 % af de 3000 pladser i ”the Hall” (som vi btw. ogsaa gik forbi). Jeg spurgte: ”hvad saa hvis et andet parti faar 50 % af stemmerne til naeste valg?”, og Judy svarede prompte – en smule forlegent, smilende og let skulderrystende – saa har de stadig 90 %”!
Maaske havde jeg ikke forventet meget andet, men at hoere det fra en smaagrinende local, det var skraemmende.
Nu vil jeg snart krybe til koejs. Klokken er ved at naerme sig midnat fredag d. 29. december, og i morgen foelger endnu en lang dag udenfor. Temperaturen er omkring de 5 minusgrader, saa her er vanvittigt koldt i forhold til det forventede. Naar man staar stille og lytter til guidens historier, giver det pludselig mening med vanddunke med risbraendevin i.
Lige kort om den Kinesiske Mur: det skulle vaere verdens stoerste bygningsvaerk (antageligvis afhaengigt af hvordan man maaler det). Vi kunne vaelge mellem dronningeruten eller motionsruten. Dronningeruten er det danske navn for en mindre tur paa muren, som dronning Margrethe gik i 1977. Som den aerkeroyalist jeg er (host host), valgte jeg den foerstnaevnte med flere flotte udsigtssteder paa vejen. Og nej – man kan ikke se muren fra maanen.
Subscribe to:
Posts (Atom)
