mmh..

Moderniseringen af Danmark

2008-05-24T14:09:00.003+02:00

Nu er det eksamenstid, og en masse flittige studerende på forskellige uddannelser skal op og bevise, at de har været værd at investere penge, tid og kræfter i.
På onsdag er det historie-tid for mit vedkommende. Med en lærer, der ligesom ikke rigtig har brugt "det der med at tage notater", forberede sig til timerne og i den dur, er der en del at læse op - men nu er jeg kommet til moderniseringen af Danmark fra 1870 til 1914, og her har jeg heldigvis sørget for at hjælpe mig selv. Det må ha' været i en af mine kreative perioder, at vi læste om overgangen fra det traditionelle til det moderne samfund - i hvert fald blev mit svar på opgaven "Lav en oversigt over perioden" en sang, som jeg her vil dele med jer, hvis andre nu står i samme situation som undertegnede ;-)

Mel.: Jeg en gård mig bygge vil

Før var landbrug helt i top

Ploven kan vi nu godt drop’

Vi fik tog og smart’ maskiner

Industrialisering? Ja, det ligner

Økonomisk frem det går

Mon det holder mange år?

”Ko du er snart nummer to

Nu vil jeg i byen bo”

Flytter ind i Stad i kasser

Billigt brød og arbejdspladser

Folket bliver fler’ og fler’

(Men) hvem bestemmer lige her?

Højreborgeren må gå

Parlamentarismen presser på

(Dog) fabrikant og venstrebonde

Må stå sammen mod det onde

Socialismen står på lur

Nu det’ Loui Pios tur:

”Frihed siger du hr. Smith

(Men) uden lighed går det skidt

Proletarerne vil forenes

Nu skal kæmpes, nu skal menes

Dårlig løn det er en norm

Organisér og kræv reform”

Trods partierne er fir’

Nogle glemmes, det er pi’r

(Først) 19-15 kan de stemme

Danmark er nu hurtigt fremme

Familie-fokus er forbi

Nu’ det dig og ikke vi

Det der med versefødder er ikke lige mig. Afsluttede musik på obligatorisk niveau i 1.g, hvilket måske nok var meget godt

Ordbog for teenagere

2008-02-22T19:54:00.002+01:00

Vi* er ved at udgive et skriv for teenagere og andre naive eksistenser, der oversætter voksensproget til dansk. Sætninger som de voksne bruger som mantra, og som i heldigste fald blot ikke giver mening for yngre personer.

Eksempel I: "Hvad synes du selv?"
En meget benyttet sætning hos voksne. Tjener primært til at camouflere egen
magtesløshed eller uartikulerthed. Giver en mulighed for at angribe andres
synspunkter frem for at formulere egne.
Oversættelse: Jeg er ikke enig. Når denne sætning sjældent benyttes i
voksensproget skyldes det at den er konfliktfyldt og nærmest påbyder én selv at
have en mening, hvilket gør en voksen sårbar.
Fejloversættelse: Sætningen kan til tider give det fejlagtige indtryk, at
den voksne rent faktisk er interesseret i at høre din mening.
Fare: Vær generelt på vagt overfor spørgende sætninger.

Eksempel II: "Det må vi se på"
Sagen er udsat på ubestemt tid, idet en afgørelse er ubehagelig, sågar med at strejf af autoritetsanvendelse.
Oversættelse: Jeg ved at det er et stort ønske hos dig, men vi har ikke tid/råd/lyst, så lad være med at planlægge efter, at det kan lade sig gøre.
Kvikoversættelse: Nej
Fejloversættelse: Sagen er nu bragt frem, og den voksne vil lige tænke over det og snarest komme med et entydigt svar.
Fare: At de rent faktisk tænker over det

Har du et bidrag, enten som teenager eller forældre, så skriv en kommentar, og vi vil vi forsøge at indarbejde det for den fælles vision: Værktøj til kommunikation mellem generationerne inden den unge bliver gammel eller den gamle dør.

* Vi = min far og jeg. Det lykkedes ikke rigtig for førstnævnte at fange blog-bølgen og bruge den aktivt til at indsamle bidrag til bogen - så nu genudsendes den her med et (naivt?) håb om lidt mere succes :-)

Det dårlige menneske

2008-01-06T14:46:00.000+01:00

En af mine bedste venner og fritidsfilosof fortæller mig engang imellem med sørgmodig stemme, at han er et dårligt menneske. Det har jeg altid benægtet, for det er han vitterligt ikke. Der findes slet ikke dårlige mennesker. I rødvinstågerne nytårsaften stod det pludselig klart for mig, at det er han. Og det er jeg.

Et par begivenheder i går har nu også gjort mig bevidst om det først ret uhyggelige: det er vi i bund og grund alle sammen. Tankerne gav lejlighed til en længerevarende SMS-korrespondance, her i lettere omskrevet form:

Hvorfor er vi dårlige mennesker? Fordi vores idealer, dyder og værdier er formet efter en umenneskelig målestok, som vi umuligt kan leve op til. Hvorfor er de så det, om man må vedblive at spørge? Tjoe, måske har mennesket behov for uopnåelige idealer, så der er noget at stræbe efter.

Det er jo i virkeligheden, hvad der kendetegner hele menneskets udvikling. Stræben efter det umiddelbart uopnåelige. Grunden til, vi har udviklet os, er fordi, vi vil det, vi ikke kan.

For bare at nævne et enkelt, populært eksempel kan man se på Ellehammer og de andre tosser, der troede at mennesket kunne flyve, om end de med deres sunde fornuft da måtte kunne se, at vi ingen vinger er født med.

Det umulige for mennesket var at flyve, derfor var det netop det, vi allerhelst ville. Så vi lærte det. Interessant.

Stopper udviklingen så der? Nix. Mennesket når aldrig alt, hvad det stræber efter. Så snart vi når til et punkt, stræber vi bare efter et punkt endnu højere. Den konstante stræben sikrer konstant udvikling.
Vi burde udgive en bog.

Der er altså et spring mellem, hvad vi har opnået nu, og hvad vi ønsker at opnå. I vores stræben konfronteres vi gang på gang med sandheden om, at vi også er naturen underlegen. Vi har ikke nået toppen af Babylonstårnet endnu og gør det heller aldrig, for mens vi når længere op og længere op, bliver vi samtidig ved med at bygge til.
Ja, vi burde i sandhed udgive en bog.

Lad os starte med et blogindlæg, tankerne er nok ikke helt så nye og store, som vi ellers med stor glæde gør dem til.

Som en cowboy

2007-04-18T11:41:00.000+02:00

I dag er jeg cowboy! Hatten er bare skiftet ud med en varm hue og halstørklæde, de slidte wrangler-jeans med pyjamasbukserne og græsstrået i mundvigen med strepsils-tabletter. I stedet for en .44-40 Winchester og laso er jeg udstyret med zymelin næsespray og lommetørklæder, primcillin og panodiler som ammunition - og med en rom&cola uden rom i hånden er jeg klar til at indtage sofaen.

Hovedpinen skyldes ikke rodeoriding hele formiddag eller problemer med kvægflokken. Det er betændelsen, der har besat min bihule, der er at bebrejde. Cykelturen i de libanesiske bjerge var måske alligevel ikke så godt for forkølelsen - check www.internationaltudvalg.dk for mere nyt om dén sag.

En afsindig smerte i panden, snot i hele hovedet og pencilinkur skal dog ikke afholde mig fra at holde fest! I morgen, torsdag, kommer Naser Khader (RV) og Jesper Langballe (DF) til Herning. Fra kl. 19 på Kulturellen skal de diskutere Danmarks rolle i den globale verden og vores ansvar for omverdenen. Bagefter er der kolde grønne og grillede pølser (på rigtig cowboymanér), skumfiduser og mariekiks til alle, der er med på at fejre forårets komme :-)
Det er jo kun torsdag én gang i ugen..

Morten hader mig

2007-03-30T20:21:00.001+02:00

Om ”men”-mentalitet og mennesker.

”Men”-mennesket er åbent og afviser sjældent tanker, idéer, argumenter øjeblikkeligt. ”Men”-mennesket kan se sager både fra den ene og den anden side. ”Men”-mennesket tror på nuancer.

For et stykke tid siden havde jeg fornøjelsen af at være til paneldebat mellem Morten Messerschmidt (DF) og Rune Lund (EL). En oplevelse i sig selv. De diskuterede krisen omkring tegningerne af Muhammed i JP sidste år. De diskuterede ytringsfrihed og dialog. Mortens form for dialog er – gjorde han klart – at hver part har et standpunkt, som de nægter at rykke sig en tomme fra, og så skal de diskutere. OK, det kan have et mål i sig selv. Dog mener jeg, at dialog er mere end at råbe til hinanden fra hver sin grøft. Dialog handler nemlig også om at lytte. Ellers er det bare to mennesker, der fører hver deres monolog – tilfældigvis på samme tid. Lytte til den anden part og vedkommendes synspunkter. Det er fint, ja det er faktisk fedt, at være uenige - men det er ikke et argument mod at høre og prøve på at forstå andres holdninger, tværtimod.

Morten Messerschmidt hader ”men”-mentaliteten. Når folk siger ”jeg mener dét… Men, på den anden side..”. Og jeg kan godt se hans pointe… Men, alt er bare ikke altid så sort/hvidt.

Et ”men”-menneske. Det er en som mig. Jeg er utrolig meget ”men”-menneske. Ikke at jeg ikke kan have en fast holdning til et spørgsmål. Det kan bare godt lade sig gøre at have en klar overbevisning og samtidig kunne se det fra den anden side.

Men – jeg må nok bare finde mig i at blive lagt for had af en DF’er.

Bobler i maven

2007-03-29T22:51:00.001+02:00

Det bliver umuligt at koncentrere sig om noget seriøst, man får lyst til at danse og synge og høre glad musik og fortælle verden om alle de gode ting, der er sket eller kommer til at ske, og om alle de herlige mennesker, der bor på jorden, og man skubber alle de triste tanker om lektier og huslige pligter i baggrunden et stykke tid bare for at nyde øjeblikket.

Forventningens glæde. Lige nu kan jeg slet ikke sidde stille på stolen, og det eneste, jeg har overskud til at lave, udover at se frem til april måned, er at skrive et lille blogindlæg om boblerne i maven. De forhindrer mig i at lave de afleveringer, jeg er bagud med, eller gå i gang med danskteksten til i morgen. Jeg kan ikke andet end at smile til skærmen – og fundere over det besynderlige i at have et behov for at dele den følelse med andre.

Det sidste år har bare været så fuld af gode oplevelser – og det næste halve år har virkelig potentiale til at blive det samme. Jeg glæder mig over fortiden, jeg glæder mig til fremtiden.

Og nu er det fanme snart påske!

Min røv, mit valg

2007-02-16T22:37:00.000+01:00

Under en for een gang skyld stille fredag aftens check-up på dagens nyheder faldt jeg over en artikel på Politiken, om hvordan tøjmærket Kabooki nu melder sig i kampen om retten til hængerøv jf. Hjerting Skoles forbud mod store bukser. Det, at skolen sætter retningslinier for de unges påklædning, ledte mine tanker tilbage på diskussionerne om små pigers bare maver, der verserede, da jeg selv gik i folkeskole - og i gemmerne fandt jeg følgende debatindlæg skrevet af undertegnede i april 2004.

Opfordring og nedringning
- Det er bare bare maver

I den seneste tid har der været en del indlæg i denne avis omkring unge piger og deres påklædning. Debatten har især været fokuseret på de korte, nedringede bluser sammen med de alt for små bukser, der gør, at man kan se et stykke bart maveskin.

Lige nu er diskussionen faldet lidt ned igen, da det lyder til, at mange er nået til enighed om, at pigerne burde tvinges til at bruge skoleuniformer i lighed med det engelske system.
Et af argumenterne for var, at piger i 12-13 års alderen ikke var deres seksualitet bevidste, og derfor ikke kun udsendte signaler til de jævnaldrende drenge, men at også en sygelig omverden af afsporede danske mænd og andengenerationsindvandrere opfattede disse, dog på en lidt anden måde end bevidst tiltænkt/tilstræbt.

Hele tankegangen i idéen med skoleuniformer er twisted, da man vælger at beskytte pigerne mod de store, farlige mænd ved at begrænse pigernes frihed. Det kan aldrig være en holdbar løsning.

Opfordrer man måske til indbrud, hvis ens B&O-TV med en 32 " skærm kan ses fra vinduet, og hvis dette er tilfældet, vil man så finde det som en formildende omstændighed for tyven?
"Thi kendes for ret; tyven slipper med to dagbøder af 100 kr. da parcellist Olsen ikke havde tildækket sit fjernsyn, og derved opfordrede hr. Klepto Man til at negle det".
Nej vel?

Eller hvad med:
"Idet Josef Sternkaster havde fletninger i bakkenbarterne og samtidig gik med sort hat, burde han havde forudset, at denne i Danmark så absurde beklædning ville vække så stærke følelser i V. Oldsmand, at denne sagesløst måtte skære ham 5 gange i halsen med en brødkniv".
Nej, heller ikke den.
Men småpiger, der viser et stykke bar mave, de er "skyldige" i at lokke hædersmænd på glatis ved på denne måde at pirre til deres uudlevede sexfantasier.
Den kurs vi i Danmark med den borgerlige regering ved magten har lagt, der hedder, at vi skal gøre alt for at spærre en masse kriminelle inde, sende alle flygtninge hjem og forhindre alle piger i at vise deres bare mave, er simpelthen helt katastrofal, og forveksler årsag og symptom. På den måde taber vi en masse mennesker på gulvet.

Det er ligesom at sprænge den irriterende bums midt på næsen før den er moden og derefter dække den med pudder og andet tingeltangel fra Matas for at få næsen til at se flot og ren ud, for derefter at vågne op næste morgen til en stor, rød tud, der umuligt kan skjules, med mindre man har tænkt sig at konvertere til Islam og gå med burka.

At bure folk inde, sende folk tilbage til et krigshærget land eller tvinge folk til at gå i bestemt tøj fjerner ligeledes heller ikke problemerne. Det får det kun til at se sådan ud på overfladen.

Hvis vi fortsætter denne tankegang med bare at holde ”alt ondt” midlertidigt nede og prøve at skjule og glemme det, vil problemerne komme tilbage senere hen, og de vil ikke bare være større og omfatte flere mennesker, men også være meget sværere at løse.

Piger såvel som drenge skal selvfølgelig have mulighed for gennem præpuberteten – i mere eller mindre bevidst grad – at opleve og udforske deres spirende seksualitet, uden at den bliver gjort til svinsk eller strafbar handling.

Til sidst en opfordring til de kære midaldrende og seksualforskrækkede mænd: Plej jeres forpinte ungdomsjalouxitet i enrum sammen med kataloget fra Dahls Varehus, og lad de unge finde ud af det selv.
Det kan kun gå fremad..

Røgsignaler

2007-02-14T17:31:00.000+01:00

I Næstved i 1989 på Amtscentralen for undervisning kørte diskussionerne om forbud mod rygning arbejdspladsen i lige så højt gear, som de har gjort det i resten af landet de sidste par år. Det medførte oprettelsen af ”Rædselskabinettet”; et rygerum, hvor min mormor ufortrødent pulserede videre på de ildelugtende brændende pinde, mens hun - bitter over ledelsens beslutning over at smide halvdelen af de ansatte ind i det lille kosteskab og efter inspiration af Lise Nørgaards ”En rygers bekendelser” - skrev følgende digt, som blev hængt op på døren og efterfølgende bragt i Sydsjællands Pibelaugs blad i juni ’89:

Vi ryger – noget så forrygende!
Vi ryger – i totterne på hinanden!
Vi ryger – fredspiber, så vi bliver rygende gode venner!

Det ryger i luften, med alvorstung tale – om, hvor farligt vi lever!
- vi lader det ryge ind ad det ene øre og ud af det andet!

Vi ryger – på enden!
Vi ryger – på hinanden!
Vi ryger – herfra engang!

Vi ryger – superparadoksalt af miljømæssige årsager, om røg, direkte op i Vorherres blå himmel, og vore afsvedne sjæle vil vandre rundt i røgelse og myrra skær.

Vi vil da filosofere over – hvordan vi i livet: spiste, drak, røg, græd, grinede, elskede, levede

--- og døde af det!

Af Grethe Nielsen

Et totalforbud mod rygning i det offentlige rum ser jeg som absolut nødvendigt, det kan kun komme for langsomt – og jeg er glad for regeringens skridt i den rigtige retning. Et lille forsvar fra den ældre generation skal der dog alligevel være plads til her på min blog – det er jo egentlig meget sødt og tankevækkende.

Nej tak til A- og B-samfund

2007-01-16T09:50:00.000+01:00

Nu er det ikke kun de politiske ungdomsorganisationer og pressen, der leger bogstavlege.

En artikel i Politiken i dag omhandler en ny forening; B-samfundet. Foreningen kæmper for en reel accept af B-mennesker og deres livsform gennem ændrede samfundsmæssige rammer, der i højere grad ”understøtter denne livsform”.

Umiddelbart lyder det jo som en meget sympatisk forening, og hvem falder ikke for udsagn om, at vi i højere grad skal indrette samfundet, således at det tilpasser sig flest muliges ønsker og behov?
Argumenter som, at vi med mere varierende mødetider på arbejdspladser og uddannelsessteder kan undgå infrastrukturelle problemer, finder selv en A’er som undertegnede ganske overbevisende, ligesom mere hensyntagen til mennesker, der er mest effektive senere på dagen, lyder indlysende ønskeligt.

Foreningen mistede desværre hurtigt nogle point, da jeg landede på deres hjemmeside, hvor det flere steder fremgår, at de - som man kan mene, at navnet også indikerer - vil skabe et B-samfund. Hvad er så forskellen på dem og de, der er med til at bibeholde A-samfundet? Intolerance overfor og manglende accept af A-mennesker vil da i samme grad herske, som det gør det overfor B-mennesker den dag i dag.

Et fleksibelt samfund med plads til både A-, B- og C-mennesker, hvis sidstnævnte måtte eksistere, må da i højere grad være værd at efterstræbe – for alle parter. Lad os arbejde for et alfabetsamfund.

Emil Aarestrup

2007-01-11T15:13:00.000+01:00

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skildt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.

Det bliver simpelthen ikke smukkere!

Shanghai og jobs

2007-01-11T04:55:00.000+01:00

Rejsedagbog fra Kina, part IV
Shanghai, d. 9. januar 2007

Saa´ det Shanghai. Ankomst i gaar, afgang i overmorgen. I dag har vi vaeret paa rundtur i den enorme by, som er en af de allerhurtigst voksende. For 16 aar siden var omraadet ren rismark – nu er her over 4000 hoejhuse. Her bor 17 mio. mennesker pt., 22 inkl. udlaendinge, paa et omraade 2,5 gange stoerre end Koebenhavn.
Igen er dette stop i kontrast til de to forrige. Selvom det er en storby som Beijing, er min oplevelse af dem vidt forskellige. Beijing er meget historisk og politisk – Shanghai er yngre og mere moderne og fashion-minded. Den voldsomme udvikling byen har oplevet i loebet af det sidste aarti er haandteret flot paa mange maader – dog doejer den specielt med ét problem, en naturlig foelge af et rent befolkningsboom; arbejdsloeshed.
Kineserne er kendt som meget arbejdsomme folk – og de vil virkelig ogsaa gerne arbejde. Derfor bliver der lavet jobs ud af ALT herovre; der er forskellige folk til at feje motorveje, soerge for at traeerne gror lige, og naar du gaar ind i en butik, staar der mindst 5 ekspedienter parat til at hjaelpe dig – hvilket de bestemt goer, ogsaa selvom du frabeder dig det.
I begge byer er der ioejnefaldende rent. Man ser hele tiden kinesere vaske trapper, sortere skrald og cykle vaek med affaldssaekke. Ikke just det mest udfordrende arbejde eller de bedste arbejdsforhold, men det er et job, og det er bedre end at pudse sko eller tigge i parken.
Naar nu mine blogskriverier pludselig omhandler renhed, boer jeg nok sluge en tidligere udtalelse i en kommentar, selvom jeg ikke er meget for det: der bliver stadig spyttet i Kina. I Beijing lagde jeg overhovedet ikke maerke til det, men baade i Sanya og Shanghai hoster og harker de, ligegyldigt hvor de er, og det er lidt svaert at vaenne sig til.

Nu er det – all of the sudden – blevet d. 10. januar. Den 10 ½ timers lange flyvetur fra Shanghai til Frankfurt er overstaaet, klokken er 19:24 lokal tid (mens mit indre ur siger 02:24), og vi venter paa maskinen, der skal fragte os til Kastrup. Foerst derefter gaar turen hjem til Herning. Apropos transport havde jeg den fornoejelse at proeve magnettoget i dag – super fedt at koere 431 km/t til Pudong Airport! Taenk hvis vores slidte skinner i Danmark blev udskiftet med magnetstriber.. Det vil jeg foreslaa Flemming.

(Nu er jeg helt hjemme – og om 1½ time ringer mit vækkeur. Skole igen)

DTT go home

2007-01-05T12:18:00.001+01:00

Rejsedagbog fra Kina, part III
Sanya, d. 5. januar 2007

DTT er min selvopfundne forkortelse for den typiske turist – kilden til evig irritation. Hainan-oeen er utrolig turistpraeget – hele sydkysten bestaar mere eller mindre kun af hoteller. Rigtig aergerligt men en naturlig konsekvens af dens klima og placering. Selvom jeg nu har vaeret snart 9 dage i Kina og set, hoert, smagt og gjort som DTT, saa siger det at rejse som DTT mig ikke specielt meget. Derfor var i gaar ogsaa sat af til eventyr paa egen haand. Her er som skrevet ikke noget saerligt at se, hvorfor dagen ikke kunne byde paa meget andet alternativ til at flade ud paa stranden end en rask gaatur.
I starten forloeb den saamaend ogsaa forholdsvist normalt, men saadan fortsaetter det aldrig, naar en tur er anfoert af min far. Da vi stod foran et stort aflukket omraade ud til stranden, hvor en soldat holdt vagt, og vi kunne skimte 3 store militaerskibe en 3-400 meter derfra, ville DTT vaere vendt om. Men nej – det var foerst her vores eventyr begyndte. Det sluttede efter ca. 5 timer med vandren gennem krat af kaktus og menneskelorte, bjergbestigning, kamp mod ondsindede groenne planter og glatte sten, fodboldspil med kokosnoedder, traven op og ned af snoede stier og til sidst; middagsmad bestaaende af en underlig fisk, som – foer vi pegede paa den – svoemmede rundt i et akvarium i en lokal restaurant, og som derefter blev smidt paa jorden foran os, samt 3 soepindsvin med aeggesnask. Absolut en kulinarisk oplevelse af de sjaeldne.

I dag gik turen saa til The End of the Earth – et sted med en stor sten, hvor kaerestefolk faar taget billeder og lover, at de vil elske hinanden til verdens ende. En dag, DTT ville have elsket, og hvor jeg har maattet tage mig sammen for ikke at rive haaret af hovedet.

Som om denne ”sevaerdighed” omringet af 200 fotograferende japanere og tilsvarende antal fastlands-kinesere ikke var nok, skulle min taalmodighed ogsaa saettes paa proeve i en minoritetslandsby aaben for turister. Det er den eneste landsby paa oeen, hvor turister er velkomne, eftersom lokalbefolkningen har en berettiget frygt for at minoriteterne uddoer, hvis han-kineserne foerst begynder at komme til i hobetal. 92 % af befolkningen i Kina er han-kinesere. Den tredjestoerste minoritet er de kinesiske muslimer. Da guiden Maja fortalte om, at minoriteterne er undtaget ét-barns-politikken, affoedte det et ganske forudsigeligt, mislykket forsoeg paa at vaere morsom fra dele af rejseselskabet, som bl.a. kom med kommentaren ”hvad med at vi indfoerte 0-barns-politik for muslimerne i Danmark”. Den blev heldigvis ignoreret af alle andre.

Dyremishandling er her ogsaa masser af! Inde i minoritetslandsbyen, som i virkeligheden viste sig at vaere et stort skuespil til glaede for DTT, fik jeg kvalme. Ikke pga. problemer med at fordoeje den lokale mad eller tilbagevendende koeresyge fra min barndom. Nej. Det skyldes blandt andet et stort bassin med fisk, hvor DTT koebe sig en haandfyld spyd og saa more sig med at kaste dem efter de allerede halvfordaervede fisk, der proevede paa at svoemme rundt dernede, samt de smaa aber i toej og laenker, som ”de lokale” fik til at kravle op paa turister, hvorefter de kunne forlange penge, hvis man tog et billede af dem.
Det er ikke fordi, jeg ikke udmaerket er klar over, at der sker langt, langt vaerre overgreb mod dyr andre steder i verden, at jeg ikke rigtig kan tillade mig at taenke paa dyrs rettigheder, naar dem, der i den situation ikke taenker paa dem, er mennesker, der ikke har noget andet valg, og at det i hoejere grad burde vaere hestetransporter og kaempe grisefarme i Danmark, der burde goere mig harm – det goer det ogsaa. Men tanken om, at der sker en masse ting, der er langt vaerre, goer ikke, at jeg faar det fint nok med at se paa det. Det goer mig stadig gal.

OK – dette indlaeg blev ret vredt. Jeg nyder stadig at vaere herovre, det meste af tiden er det afsindigt interessant. Begejstringen for Hainan er bare ved at aftage lidt – men jeg glaeder mig til at se, hvad Shanghai har at byde paa.

Short of nothing..

2007-01-01T14:36:00.000+01:00

Rejsedagbog fra Kina, part II
Sanya, d. 1. januar 2007

Hainan-oeen, hvor vi landede i gaar efter 4 timer i et lokalt fly, staar i saa staerk kontrast til Beijing, at det er helt skoert. Vi kom fra en historisk interessant, snedaekket storby, som paa overfladen var overraskende ren men som kunne maerkes i halsen var moeg forurenet, til kinesernes foretrukne ferieparadis: en varm, solbeskinnet tropeoe med palmer og hvidt sand.

Den foerste formiddag i 2007 blev brugt paa komme over den surrealistiske situation, at jeg skulle befinde mig i en skov af hoteller omringet af blaat hav og smaa bjerge. Badeferie er normalt ikke min kop te, men efter at indlede dagen med en halvanden times ensom vandring ned af stranden, hvor boelgerne kyssede mine taeer, og solstraalerne farvede mine arme samme farve som min knaldroede t-shirt, med filosofi og toerst, noed jeg alligevel tanken om at lave absolut ingenting i flere dage i traek. Her er 27 grader, blaest, og en halv til en hel times koersel til naermest by – laekkert!

.. but respect

Det eneste minus paa min vej har vaeret, at man ikke kan undgaa at blive mindet om et kaempe samfundsproblem; prostitution og sex-turisme. Her er ikke thailandske tilstande men gamle, blegfede grise paa jagt efter en omgang lidt-mere-end-bare-massage, dem kan man ikke undgaa at spotte hist og her. Derudover havde en af dem, jeg rejser med, (X) foelgende samtale med en kineser (K) efter endt massage (i ordets oprindelige betydning):
K: Do you want sex too?
X: Eh, no
K: Okay. Do you know what sex is?
X: Eeeh, yes
K: And you don’t want?
X: No!

Det er simpelthen saa uhyggelige problemer, der bliver gjort grotesk lidt for at loese.
Jeg vil helst ikke taenke paa, hvor mange, der takker ja..

Mette i Maos land

2007-01-01T08:52:00.000+01:00

Rejsedagbog fra Kina, part I
Beijing, d. 29. december 2006

Paa grund af nogle kabler, der er blevet cuttet i forbindelse med et jordskaelv naer Taiwan, har det ikke tidligere paa turen vaeret muligt for mig at komme paa andet end kinesiske hjemmesider. Nu har jeg endelig faaet muligheden, og den skal – udover at sende et par elektroniske hilsner hjem til Danmark – naturligvis benyttes til at poste et indlaeg her paa bloggen. Det vil hovedsagligt vaere mine indtryk og min undren, der vil komme til udtryk i dette og (hvis forbindelsen holder) foelgende indlaeg og ikke bare en masse fakta om Kina, som man selv kan finde paa Wikipedia.
Billeder har det desvaerre ikke vaeret muligt at oploade endnu, men jeg proever staedigt. Om ikke andet bliver de tilfoejet, naar jeg kommer hjem.

Jeg er i Kina paa ferie med min bror, papbror, far, fars kone og hele hendes familie – 15 personer i alt i 14 dage: 4 i Beijing, 6 dages badeferie, 4 dage i Shanghai – sponsoreret af min fars kones foraeldre. Afgang: 28/12/06, ankomst: 29/12/06, hjemkomst: 10/01/07.

Vi startede som skrevet i Beijing, den nordlige hovedstad. Faerden i trafikken var det emne, der foerst fangede mig. Busturene har indtil videre vaeret nogenlunde stille og rolige – men som fodgaenger skal man serioest se sig for! Man er klart den lavest rangerende i trafikhierarkiet. Naar der er roedt, maa bilerne gerne svinge til hoejre, og det goer de, om der loeber boern eller vakler gamle mennesker over gaden. Desuden er det ikke som i Danmark paabudt men forbudt at koere med lys paa cyklen – det forvirrer nemlig bilisterne. Fuldstaendig forrykt.

Det naeste, jeg laerte om kineserne, var, at de ikke har noget ord for ”skaal”. Skeptisk og med skuffet mine satte jeg mig tilbage i stolen, indtil Anja, den danske guide, fortalte, at man kunne bruge et andet ord, som lyder lidt ala gambaei. Det betyder ”bunden i vejret” – fedt folkefaerd! Deres oel er oevrigt billige og smager OK. Den lokale risbraendevin paa 56 % smager derimod ganske forfaerdeligt - men kan koebes overalt bl.a. i ganske almindelige vandflasker med haelde/drikke-tud til 3 Y (ca. 2,50 kr.). Maaden, man kan kende forskel paa braendevin og vand, er ved at kigge paa maerkaternes farver. Dem med blaat og groent paa er som regel vand (og koster kun 1,5 Y). De gule og roede er ofte spiritus.

Roed er i oevrigt glaedens farve, folkets og blodets farve. Lige apropos har min far (som skumlede lidt over guidens udlaegning af Maos betydning for Kina. Jeg skal ikke i denne forbindelse proeve paa at goere mig klog paa emnet, det er vel egentlig ofte umuligt at fortaelle en historie helt objektivt. The winners write the history) investeret i en kinesisk-engelsk udgave af den lille roede, som jeg regner med at kidnappe paa et tidspunkt. Vi var henne paa Den Himmelske Fredsplads i torsdags. Det var et taeske interessant og tankevaekkende besoeg.

Mao skulle naturligvis ogsaa besoeges. Man kan komme forholdsvist taet paa hans lig, der er balsameret med alt for mange liter af et eller andet underligt vaeske, som goer hans krop underligt oppustet. Bagefter gik turen til Den Forbudte By og sluttede af med en te-ceremoni.

Ét-barns-politikken hoerte vi om i dag paa vej til The Great Wall. Det er ikke forbudt at faa mere end et barn – det koster bare 50.000 Y at faa et ID-kort til barn nummer 2, mens det er gratis for det foerste. Desuden kan man risikere at faa en masse forskellige boeder oven i hatten samt inddragelse af jordlodder, fyring fra arbejdspladsen med mere. Til sammenligning koster en sprit ny bil i gennemsnit 30-40.000 Y. Personligt ville jeg nok vaelge at holde hund i stedet for. Det koster 2000 Y pr. aar. Den hoeje pris – og altsaa ikke at de spiser dem – er grunden til, at kun faa familier i Beijing har hund. Men i Kina spiser de saamaend hunde – bare kun i syd.
Jf. det kommunistiske Kina undrede informationen om, at hverken sygehusbesoeg eller skolegang er gratis, noget. Med en topskat paa 20 % har staten paa den anden side begraensede indtaegter.

Paa Aandernes Vej fik jeg en chance for at stille vores lokale guide, Judy, nogle spoergsmaal paa tomandshaand. Hvor meget hun ved om det politiske system er jeg lidt i tvivl om - det hun sagde loed mildest talt foruroligende: der er valg hvert 4. aar, du kan ikke blive til noget som helst indenfor politik, hvis du ikke er kommunist, og det kommunistiske parti sidder paa ca. 90 % af de 3000 pladser i ”the Hall” (som vi btw. ogsaa gik forbi). Jeg spurgte: ”hvad saa hvis et andet parti faar 50 % af stemmerne til naeste valg?”, og Judy svarede prompte – en smule forlegent, smilende og let skulderrystende – saa har de stadig 90 %”!
Maaske havde jeg ikke forventet meget andet, men at hoere det fra en smaagrinende local, det var skraemmende.

Nu vil jeg snart krybe til koejs. Klokken er ved at naerme sig midnat fredag d. 29. december, og i morgen foelger endnu en lang dag udenfor. Temperaturen er omkring de 5 minusgrader, saa her er vanvittigt koldt i forhold til det forventede. Naar man staar stille og lytter til guidens historier, giver det pludselig mening med vanddunke med risbraendevin i.

Lige kort om den Kinesiske Mur: det skulle vaere verdens stoerste bygningsvaerk (antageligvis afhaengigt af hvordan man maaler det). Vi kunne vaelge mellem dronningeruten eller motionsruten. Dronningeruten er det danske navn for en mindre tur paa muren, som dronning Margrethe gik i 1977. Som den aerkeroyalist jeg er (host host), valgte jeg den foerstnaevnte med flere flotte udsigtssteder paa vejen. Og nej – man kan ikke se muren fra maanen.

Det' jul, det' cool

2006-12-23T18:43:00.000+01:00

Så er de sidste gaver endelig handlet. De sidste 3 julegaver på de sidste 30 minutter af butikkernes åbningstid før de pakker sammen og gør plads til, at julefreden kan sænke sig.
Julefreden. Hvad fanden betyder det? Som om der er fred til jul. Der er sgu stadig krige og konflikter. Og alligevel står julefred som det eneste ønske på min liste her i december. Julefred – som i ”fred for julen”!

Julen er kulminationen af et helt års stressen og jag. Udover de opgaver, vi stresser for at løse til hverdag, kommer der i december lige et ekstra dusin til listen: julegaveindkøb, oppyntning, småkagebagning, klejnestegning, marcipan-fedteri, træfældning, nødder- og navlepilleri, dansen rundt om grantræer og tvungen hygge med den familie, man ikke prioriterer at afsætte tid til at se normalt.
No wonder at ”No Stress”-serien er udsolgt i samtlige butikker i Herning by.

Fænomenet frihed står mit hjerte nær. Deriblandt frihed til at vælge til og fra. Derfor er jeg ked af tvungne traditioner.
Det er ikke fordi, jeg ikke gider bruge alle mine surttjente penge på at glæde de forventningsfulde familiemedlemmer, venner og bekendte med et par pakker. Det er ikke fordi, jeg ikke gider hygge med dem en aften i december. Det er ikke fordi, jeg ikke elsker at proppe min mave med fed mad.
Det vil jeg gerne – men det vil jeg gerne, når og fordi jeg har lyst til det. Ikke fordi det er d. 24. december, og en eller anden tømrersøn blev født engang i et land langt borte.

Nu vil jeg ud og forøge min mavebitterhed med et par julesnaps på Petit - skål!

Sats på uddannelse

2006-12-09T13:31:00.000+01:00

DSU HIB havde følgende artikel øverst s. 2 i weekendens udgave af HerningBladet - "Weekend Midtjylland". Avisen omdeles til 35.000 husstande i Herning-Ikast-området.

Herning – sats på uddannelse!
Af Mette Hansen, formand for DSU Herning-Ikast-Brande

Herning har alle muligheder for at udvikle sig til en moderne by med både et aktivt erhvervsliv og et attraktivt miljø for borgerne. Det kræver dog, at vi allerede nu sikrer fremtidens borgere, de unge, en solid og brugbar uddannelse. Udover nationale initiativer kræver dette også et lokalt engagement og handling. Et af de vigtigste projekter er at sikre, at de bedste lærerkræfter ikke flytter væk fra området. De er garanten for et fremtidssikret uddannelsessystem. Derfor foreslår Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i Herning-Ikast-Brande (DSU HIB) følgende 3 tiltag:
- Skolerotation
- Efteruddannelsesgaranti
- Udviklingsforum

Skolerotation
Som et værn mod dårlig undervisning og for at tiltrække de dygtigste lærere til vores område, bør man - ved hjælp af en mere fleksibel ansættelsesform, hvor man er ansat af kommunen frem for i den enkelte folkeskole - åbne op for muligheden for at skifte skole flere gange i løbet af sin ansættelsesperiode. Hvis man eksempelvis har været ansat på en oplandsskole i Ilskov med 130 elever i 5 år, kunne man få et tilbud om at undervise 3 år på Herningsholmskolen etc..
På den måde vil folkeskolelærerne møde forskellige udfordringer og være nødt til at nytænke deres undervisning. Eleverne får dygtigere lærere med erfaring i at undervise i forskellige miljøer, og personalet på skolerne får brudt de daglige rutiner, da de hvert år får nye kolleger, som er vant til at gøre tingene på en anden måde.

Efteruddannelsesgaranti
For at gøre det mere attraktivt at blive lærer i Herning, bør kommunen sørge for en garanti for efteruddannelse. Konkret foreslår DSU HIB, at alle lærere skal have ret til minimum 2 ugers kursus om året. Det skal være kompetenceudviklende kurser med relevans for undervisningen. Det vil ikke kun være med til at holde læreren opdateret men også være til gavn for dennes personlige udvikling.

Udviklingsforum
Mange undervisere vil gerne udvikle deres undervisningsmetoder og eksperimentere med alternative undervisnings- og arbejdsformer. Nogle gange mangler man bare inspiration. Derfor bør der afholdes såkaldte ”udviklingsfora”. Her får eksempelvis alle historielærerne i kommunen tilbud om at mødes for at udveksle erfaringer, inspirere og blive inspireret. Det skal være en form for idébørs med plads til nye tanker og påhit. Kreative forslag og erfaringsudveksling skal være i højsæde. Disse udviklingsfora vil skabe mere dynamiske lærere og danne netværk på tværs af skolerne.

Debatmøde
Det var 3 løsningsforslag fra de unge socialdemokrater for at sikre, at fremtidens ungdom i Herning er klar til at møde globaliseringens krav. Vi er imidlertid mindst lige så interesserede i at høre din og andre unges holdning til emnet, og derfor har DSU HIB i samarbejde med Venstre Ungdom, VU Herning, arrangeret et debatmøde med titlen ”Uddannelse for dummies – eller for demokratiet?”. Arrangementet vil finde sted d. 1. februar 2007 og indledes med en paneldebat mellem Christine Antorini, socialdemokraternes uddannelsespolitiske ordfører, og Kristian Jensen, skatteminister. Alle er meget velkomne uanset politisk observans eller ingen.

Lykken og løgholderen

2006-12-03T13:53:00.000+01:00

Rødløg, hvidløg, forårsløg, chalotteløg, blomsterløg, purløg, ristede løg – der er ikke det løg, den ikke kan klare! ”Den” er løgholderen – DSU HIBs nye trofæ.

Lad dig ikke forvirre af navnet. Løgholderen har flere udmærkede egenskaber. Den kan blandt uendeligt meget andet anvendes som quarter-keeper eller boldbeskytter – eller benyttes til at stege chokoladejulemænd. I sandhed en flerfunktionel størrelse.

Løgholderen er i et stilrent design med fire tynde stålrør limet godt fast til en smukt udskåret træklods – alt i alt er den af sådan kvalitet, at den nok skal holde flere år frem i tiden, og jeg takker så ydmygt giveren, Hankel one-two.

Ledelsen og løgholderen

Egentlig var løgholderen ikke direkte til undertegnede men derimod en del af pakkelegen til julefrokosten i DSU HIB i går – efter at halvdelen af bordet var blevet røvet for pakker af den anden halvdel, tilsmilede lykken os pludseligt, og jeg endte med denne ene, specielle pakke.
Apropos lykke fik kassereren (se ovenstående billede) også lykke - i bogstaveligste forstand. Lykken blev straks derefter sat til at passe på pengekassen.

DSU's nye økonomiadministrator

Til de mange interesserede kan jeg oplyse, at Lykken og løgholderen – L&L – hverken sælges som sæt eller hver for sig, men at du kan følge med i deres liv og færden ved at tilmelde dig nyhedsbrevet ”Lykken og løgholderens liv og færden” på hi.dsu.net – sign up via gæstebogen.
L&L vil fremover tilstræbe at deltage i samtlige DSU-aktiviteter.

For flere billeder fra julefrokosten check http://dsuhib.spaces.live.com

Udviklingsbistand til udvikling?

2006-11-30T09:43:00.000+01:00

Nedenstående læserbrev blev sendt til JyllandsPosten onsdag nat - det blev imdlertid ikke bragt, og Ulla T.'s kendisprojekt blev fredag d. 1. december justeret, så de kendte ikke skal udvælge men indstille projekter til Danida. Det gør det dog ikke mindre hovedløst at bruge 7 mio. kroner på udviklingen af - og 12 mio. kr. på selve - det sindssyge koncept. Vi har en udviklingsminister, der ikke føler sig særlig godt tilpas på posten. Lad os håbe på, hendes vippen på taburetten ender med et snarligt fald.

Brug ulandsbistand på udvikling – og ikke en tøddel mere!

Ulla Tørnæs offentliggjorde d. 29. november et nyt initiativ for ”at gøre ulandsbistanden mere folkelig” – en konkurrence, hvor de kendte mennesker skal bestemme, hvilke afrikanske udviklingsprojekter, der skal have dansk støtte. Det fik mig til at overveje; mon de kendte, der lever af at synge, danse og spille på tromme, har mere forstand på, hvilke projekter der skal til for at sætte gang i en bæredygtig udvikling i Somalia, end ansatte i Udenrigsministeriet og andre eksperter?
Næppe.
Det kan muligvis lyde som et vanvittigt forslag for nogen, men hvad med at bruge den danske ulandsbistand på reel udvikling i verdens mest udsatte områder? Hvad med at bruge dem på hjælp til selvhjælp til de fattigere lande, frem for at sende kendte mennesker på selvpromoveringsrejser til Afrika? Ulla Tørnæs bør tage kritikken fra NGO’erne seriøst og droppe de populistiske eksperimenter.
Jeg glæder mig til, at der kommer en ny, socialdemokratisk ledet regering, så vi igen kan få ulandsbistanden op på et respektabelt niveau – og faktisk bruge udviklingsbistanden på udvikling.

Ligestilling er den største hæmsko

2006-11-21T19:35:00.000+01:00

for udviklingen, der nogensinde er opfundet

Følgende statement kom kl. 7:43 mandag morgen fra en person, jeg holder utrolig meget af og normalt hellere end gerne lytter til, hvad enten emnet er musik, politik eller personlig rådgivning. Mine havregryn stoppede på halvvejen og endte igen nede i sumpen af mælk og müsli.

Nok findes der folk, der hverken vil løfte en lillefinger eller give en daddel for ligestilling, men ligefrem at se det som en møllesten om halsen på fremskridtet, det kan måske umiddelbart virke lige voldsomt nok.

Nu er ligestilling jo mange ting. I denne forbindelse er det ligestilling mellem kønnene, der relateres til. Det emne har aldrig været det store turn-on for mig rent politisk. I bund og grund tror jeg det skyldes, at jeg kan nævne mindst 20 andre problematikker, jeg ser som mere presserende, end at en mandlig ansat får 3 kroner ekstra udbetalt i løn i forhold til sin kvindelige kollega, eller at kun 1 ud af 6 bestyrelsesmedlemmer i Bornholmstrafikken A/S er kvinder. Hhv. uretfærdigt og ærgerligt, jovist. Det er bare ikke noget, der kan få mig til at flintre op af stolen i forargelse.

Noget andet i samme tråd, der til gengæld gør mig harm, er en bestemt gruppe af mennesker. Den gruppe af mennesker, der har givet ordet ligestilling sådan en kedelig klang i mine ører. Den gruppe af mennesker, som fremprovokerer modreaktioner ala replikken i starten af dette indlæg. Den gruppe af mennesker, der går ind for kønskvotering.

Kønskvotering er ikke ligestilling, det er særstilling.

Mændene bliver fremtidens tabere. I et kvindedomineret samfund med kvindelige pædagoger, kvindelige lærere, kvindelige medstuderende, vil drengene få sværere ved at klare sig. Når skolen er indrettet efter pigerne, er det pigerne, der klarer sig bedst, og dem, der får sig en videregående uddannelse. Mon vi stadig diskuterer ligestilling mellem kønnene om 30 år men af den omvendte årsag? Spørger vi os selv, hvad vi skal gøre ved overskrifter som ”For få mænd i politik”, ”73 % af alle topstillinger besat af kvinder”, ”Fagtoppen mangler y-kromosomer”?
Gad vidst om kønskvoter, forfordeling og diskrimination bliver svarene?

Servicemeddelelse

2006-10-29T13:26:00.000+01:00

Udmeldelse af den danske folkekirke kan ske ved at printe en blanket ud fra Kirkeministeriets hjemmeside, udfylde ”anmeldelse om udtrædelse af folkekirken” og aflevere denne samt sin dåbsattest hos sognepræsten eller på kirkekontoret.

Op eller ned ad bakke?

2006-10-26T22:53:00.000+02:00

Den gruppe af meget heldige mennesker, der kender mig lidt mere end flertallet, vil vide, at jeg i kontrast til mine klassekammerater på den samfunds-matematiske-økonomiske linie er ret sprogligt interesseret. Ja, almen sprogforståelse var et af mine yndlingsfag, og jeg synes faktisk at både grammatik og latin kan være tæske interessant.

Midt i dagens historielektion bliver jeg så mindet om, hvad jeg i mangel af bedre vil kalde en "sproglig finurlighed", som jeg har undret mig over før. Min lærer skrev på tavlen, at det "siden imperalismen er gået ned af bakke for Europa". Ned ad bakke. Hvis du kører på cykel, er det positivt at køre ned ad bakke. Hvorfor er det ikke gået op ad bakke for Europa? Op ad en stejl bakke. Jeg bruger nogle gange udtrykket, at noget "er lidt op ad bakke for tiden". Så går det ikke så godt, så møder jeg modstand. Men når noget "går ned ad bakke" - så er det også negativt. Det er altså hverken positivt, hvis det går op eller hvis det går ned ad bakke. Det er da løjerligt? Måske skal man helst bare "være på toppen".

(jep, jeg har rettet mine "op/ned af bakke" til "op/ned ad bakke". Hvis du føler, du har en god forklaring på hvorfor, det (ikke) forholder sig således, må du endelig skrive en kommentar)

Wonderful Copenhagen

2006-10-25T20:16:00.000+02:00

Træt – grundet den 430 minutters lange flyvetur med Boeing 747 over Atlanten eksklusiv ordentlig føde men til gengæld inklusiv hold i nakken – og forsinket – på grund af status-mand i Miami og flyselskabernes absolutte uduelighed, når det kommer til at transportere bagage fra Heathrow til Kastrup frem for Kasakhstan – ankommer jeg d. 24. oktober kl. 19:14 til Københavns Hovedbanegård. Her er ventetiden nede på 46 minutter før IC-toget Peter Tordenskiold for sidste gang denne aften kører mod Hovedlandet.

Et glædeligt gensyn. Det kolde, våde efterårsvejr i Danmark slår mig i møde, så snart jeg stiger ud af toget fra lufthavnen og ser over mod den hundrede år gamle stationsbygning. Efter et halvt minuts gang fanger noget mindre velkendt dog min opmærksomhed: drønende elektro-pop lydbølger rammer mine øregange. Kort tid efter er lyden steget adskillige niveauer, og jeg finder hurtigt ud af, at den kommer fra pladsen under uret, hvor jeg ellers skulle have mødt Dan Holt, som har passet godt på min mobil og bærbare computer, mens jeg har været væk (tak :-)). Da der er en halv times tid til, vi skal mødes, får jeg købt billetten og en billig hotdog, hvorefter jeg stiller mig op lidt udenfor de andre halvtreds forbipasserende og nyder et par minutters live musik kun forstyrret af en reklame-charmør fra Copenhagen Music Week, som nægter at gå før han har prakket mig et program og en orange og skriggul-stribet brochure, som ”står vildt godt” til mit tøj (hmm bum bum), på.

Nu sker det så. Som flere gange før kan jeg mærke en længsel i mig. En positiv længsel efter at være her, efter at bo her, efter at være en del af det. Her er ikke Hovedbanegården. Her er København. Eller måske mindre konkret storbyen. Misforstå mig ret – Herning er OK. Jeg er ikke et storbymenneske, jeg nyder at være tæt på naturen, at gå en tur i skoven eller rundt om Fuglsang sø. Jeg får det bare alligevel ikke gjort og kommer nok først til at give mig selv tid til det, når jeg bliver gammel.
Storbyen, den har nu noget dragende over sig. En anden stemning, et andet liv, et andet tempo, en anden form for fællesskab. Måske skal mine børn ikke vokse op her, men bo her selv, det kommer jeg til engang.

Dette besøg i Hovedstaden endte mere spøjst end normalt. Pludselig prikker en englænder af afrikansk herkomst mig på ryggen. Med hvide tænder og let blodskudte øjne præsenterer han, en 50-årig mand, ca. et hoved lavere end mig, sig som ” M-G”. Forkortelsen for hans oprindelige navn. Snakken begynder. På engelsk, vel at mærke. Mit afrikanske er endnu ikke helt så godt som eksempelvis mit spanske – men mere om det senere. Han vil vide noget om bandet, som efterhånden er ved at pakke sammen. Jeg deler min begrænsede viden om Nordstrøm, mens han tager en slurk af sin Tuborg. Derefter når vi ret vidt omkring; først om min mangel på musiske egenskaber, dernæst fra navne over uddannelsessystemet i Danmark til turisme. Da de to gutter fra Nordstrøm lidt senere tilfældigvis jokker forbi os, kalder M-G på dem og insisterer på at tage et billede af mig og dem. Efter en kort protest mod forslaget ender jeg med at stille op til fotografering. Resultatet skulle jeg gerne modtage pr. mail en af dagene.
Efter fotosession skyndte jeg mig at sige adios til min nye amigo, som jeg måtte skuffe ved ikke at ville blive og drikke en øl med ham.

Hjemme i Jyllands navle er jeg først kl. 00:40 d.d.. Skoledagen i dag var fucked up. Det skyldes ikke kun de 3 timer i træk med min tysklærer efter 3 timer under dynen - men var også fordi, det faktisk lykkedes mig at falde i søvn, mens jeg sad midt i sidste times gruppearbejde. Nu er jeg vågnet op efter have sovet siden kl. 16 ca. og har lige nydt en god portion aftensmad med dejlige danske kartofler - de har været savnet.
Mit søvnbehov er udækkeligt. Tror jeg vil kaste mig tilbage i sengen om lidt og krydse fingre for, at mine drømme ikke bliver spolerede af mareridt om morgendagens matematikprøve, som jeg ikke har læst så meget som en linie til.

”Welcome to Miami”

2006-10-25T15:10:00.000+02:00

Eller velkommen til min blog.
I dette første indlæg i min blogs nye æra, skal der ikke udstikkes retningslinier, tømres rammer eller defineres formål. Bloggen er bare min blog. Den vil næppe fylde meget i mit liv eller noget i andres. Her vil sandsynligvis komme intetsigende citater, langtrukne indlæg og korte, ubrugelige informationer. Hvis interessen er der. Prøves, det skal det om ikke andet.

Fredagsrock i Tivoli

2006-08-06T21:00:00.000+02:00

d. 28. juli 2006 tog jeg toget mod det skønne København.
Her mødtes jeg med Bo, netop ankommet til Kastrup Airport, direkte fra Spanien. Det dejlige danske band, TV2, spillede samme aften i Tivoli, hvilket var den egentlige grund til min lille udflugt denne solbeskinnede fredag. Det vrimlede med mennesker derinde, deriblandt en hel mængde DSU'ere - inden aftenen var omme var jeg stødt på ikke mindre end 9 styk.
Koncerten var rigtig god, selskabet og stemningen ligeså. Vi tog et nattog hjem ved 5-tiden.